De sidste uger, hvor mit almene velbefindende er blevet betydeligt bedre, er jeg begyndt at gå mere op i, hvad jeg putter i min krop. Jeg tror ikke på, at kost alene flytter noget – eller gør mig rask – men jeg kan prøve at give min krop optimale muligheder. Så føler jeg også, at jeg selv gør noget aktivt, og det er rart at kunne.
Her i indlægget har jeg samlet den mad, jeg spiste over dagen i går. Min appetit er ikke så stor, så jeg spiser gerne energitæt mad, og så elsker jeg bær og frugt, så det får jeg også en del af. Kosttilskud går jeg ikke så meget op i, men jeg tager hver dag tilskud af fiskeolie, drikker ingefærshots og bruger hvedegræs og rødbedekrystaller i mine smoothies. Nederst i indlægget en kort status efter min første kontrol på OUH i dag.
Hvilken kost man selv føler er “god mod kræft” eller i det hele taget sund, har man sin egen opfattelse af. Den her kost ligner meget det, jeg plejer at spise, og det har min krop det godt med. Da min kræftsygdom er uhelbredelig, skal jeg have en strategi, der holder, så det skal være mad, jeg godt kan lide.
Lige for tiden starter jeg dagen med en grovbolle med kommenost og en lille banan. Jeg er ikke kommet i gang med hjemmebagt brød endnu, så det er købte boller 😉

















