Spisestuen

Jeg har nu været i behandling i ca. 4 måneder, og det er 5 måneder siden jeg fik diagnosen: Brystkræft med knoglemetastaser. En aggressiv og hurtigt voksende kræfttype. Desværre ikke opdaget i tide, så den er uhelbredelig, og jeg skal leve med den som en kronisk sygdom.

Jeg skal ikke opereres og p.t. heller ikke have kemoterapi. Jeg er i antihormonbehandling, som kan bremse sygdommen. Min behandling virker, og overlægen var optimistisk og ovenud tilfreds til sidste kontrol. Det er nok først nu, det er gået op for mig, hvad det betyder at leve med uhelbredelig kræft som en kronisk sygdom, og at “det bliver langsomt bedre” virkelig er langsomt, og at det ikke er sikkert, hvor godt det bliver.

Jeg tror, at jeg må indstille mig på, at mit liv ikke bliver som før. Jeg bliver nødt til at finde noget tålmodighed frem, for noget af det sværeste er, at alting går så langsomt, og at jeg ikke når ret meget på en dag. Jeg er vant til at være effektiv i mange timer om dagen. Tidligt op og træne, futte i køkkenet og trylle nogle timer, tage masser af billeder og lave blogindlæg, ordne have og gå lange ture. Sofa og fjernsyn lørdag aften med guf og krimi, men ikke meget tv ellers.

[Læs mere…]