Der huserer en opskrift på nettet på Nissepis 😀 Den er jeg blevet inspireret af og har lavet julelikør. Lidt kedeligt navn, men det skulle angiveligt smage rigtig godt. Angiveligt, fordi jeg har haft hjælp i køkkenet i dag til at smage på likøren. Det var rigtig hyggeligt.
Jeg rører det ikke. Heller ikke for bare at smage til. Det er et princip, og det skader vist ingen. Men det er en noget anderledes måde at arbejde i køkkenet på, hvor jeg normalt smager meget på det jeg laver, så jeg føler lidt, at jeg har arbejdet i blinde. Jeg smagte på saften i går, inden der kom vodka i, så jeg har en idé om, hvordan det smager.
Jeg har lavet to forskellige. En på solbærsaft krydret med ingefær, kanel og nelliker, og en på kirsebær krydret med stjerne anis, kardemomme og kanel. Vi var på julemarked i Egeskov i weekenden, og jeg kom hjem med kirsebærsirup og en drikkeklar kirsebærsaft. Det tænkte jeg, at der ville blive en lækker likør ud af – og det blev der 🙂
Den der er lavet på kirsebær er den sødeste og passer fint til ris a la mande, en julesmåkage, æbleskiver eller andet.
Den der er lavet på solbær er lidt skarpere i det, og den vil passe fint til ost eller bare til at drikke, fordi den smager godt. Den kunne være god i en rødvinstoddy eller i gløgg.
Alkoholprocenten må ligge på omkring 20% for den med solbær og lidt mindre for den med kirsebær. Med hensyn til holdbarhed er jeg lidt på bar bund, men jeg har sat det på køl og tænker det holder fint i nogle måneder.
Helt ærligt, så har det været ledt at have vodka stående. Mit forhenværende foretrukne dope, som jeg i den grad væmmes ved. Når jeg lugter til vodka, mindes jeg ubehaget, både det fysiske men i lige så høj grad også det mentale. Angsten, skylden, skammen og håbløsheden. Selv om det er over 5 år siden, står det helt klart, når vodka dunsten bringer mig tilbage. Puha, jeg må lige ryste mig en gang…
Mit likør-projekt har nu også bragt noget hyggeligt med sig, for flaskerne skulle jo have etiketter, så jeg har fundet akvarelfarverne frem. Jeg havde helt glemt, at jeg havde dem, og det har været rigtig hyggeligt at fordybe sig med dem nogle timer i eftermiddag.




















