Jeg skal være mormor til sommer 🙂 Min ældste datter er gravid, og hun har lyst til træstammer… Så må der eksperimenteres. Romessens har jeg ikke meget lyst til at komme i en gravid mor og mit lillebitte barnebarn, så jeg har brugt rigtig rom, som jeg har kogt først. Så kan kagerne spises af både børn, gravide og mig selv 😉
Kagerester kræves til dette projekt, og det har vi ikke her i familien, så jeg producerede “kagerester” i går 😀 Jeg bagte en svampet chokoladekage og en drømmekage (uden snask på toppen). Jeg har brugt det halve af hver kage til træstammerne. Den anden halvdel er kommet i fryseren, så nu har vi kagerester til en anden gang 😉
Det var egentlig planen, at jeg kun skulle lave træstammer, men jeg fik lavet så meget “trøffelmasse”, så jeg ikke havde nok marcipan til at overtrække det hele. Derfor har jeg lavet romkugler af det halve af massen. De er bare trillet i lidt sukker-krymmel. Ingredienser til marcipanovertræk skal fordobles, hvis man vil lave træstammer af hele portionen.
Så vidt jeg har forstået, kan de fleste kagerester bruges. Dog ikke noget med creme og flødeskum, men ellers er der vist frit spil. Min blanding af drømmekage (stadig uden top) og chokoladekage er nu ret god. Med hensyn til mængder af kakao, syltetøj og rom må man prøve sig frem. Jeg har i opskriften skrevet det, jeg har kommet i. Jeg har i øvrigt brugt jordbærsyltetøj. De fleste bruger vist hindbærsyltetøj, men jeg lavede jordbærsyltetøj den anden dag, og det passer rigtig godt til.
Så kan det i øvrigt anbefales at lave kagerne dagen før, de skal spises. Jeg lavede massen og pakkede træstammerne ind i marcipan i går. I dag har jeg dyppet dem i chokolade. Jeg smagte på dem i går, og der smagte de godt, men de smager altså bedre i dag 🙂
















