Spisestuen

Det er vemodigt og dejligt på samme tid. Der er kaos i mit indre. Det har trukket nogle tårer de sidste dage, og dem har jeg ellers ikke let til.

Den gamle bil kunne ikke mere. Den var blevet noget træt, og er blevet skiftet ud med en ny og lækker bil.

Der hænger så mange minder fast i den bil for mig. Den har kørt mig godt og sikkert rundt i landet – næsten selv 😉 – i mange år. Jeg husker tydeligt turen til behandling på Svanegården i Korsør for snart 6 år siden. Nedbrudt, bange og med en sjæl, der hang i laser. Skræmt fra vid og sans på Storebæltsbroen. 6 uger senere var jeg i en noget bedre forfatning, og blev fragtet den anden vej, og nød broen og køreturen hjem.

Stille og roligt fik jeg hold på mig selv og mit liv igen. Fik lyst til at komme ud og opleve og møde verden. Små ture først, og altid med bilen som velkendt og tryg base, når vi var ude. Turene blev længere og oplevelserne flere, og glæden stadig stor og overvældende.

Man indretter sig i en bil. Vandflasken, der altid var med, havde sin helt egen plads. Nøglerne til huset blev dumpet i det samme rum og min taske et tilbagevendende irritationsmoment for chefen, når der skulle graves en håndbremse frem 😉 Velkendt, trygt og rart at sætte sig ind i. Som at komme hjem og lukke sig ind i sit hus. Sådan var det, indtil den begyndte at få lidt “småskavanker”. De sidste måneder var den nok tryg at være i, men ikke at køre i. Jeg var altid lettet over at være nået hjem i live, og glædede mig måske knap så meget til vores ellers hyggelige ture.

Nu er bilen en anden. En solid og lækker sag, der ingen mislyde har. Den bumper ikke underligt, og den lugter ikke af benzin. Den er max tryghed at køre i, og med tiden bliver den også tryghed at være i. Vandflasken har jeg endnu ikke rigtig fundet plads til 😉 men det løser sig nok. Her skal man jo også lige indrette sig.

Katten, der kunne høre Vectra’en længe før jeg kunne, kan ikke kende lyden af den nye bil. Jeg er spændt på, hvor længe der varer, før hun lærer det, for det er hyggeligt at blive mødt af katten udenfor døren, når vi kommer hjem.

Jeg er sikker på, at den har en sjæl den gamle bil, og håber den selv er nået dertil, hvor den er for træt til at fortsætte, og har brug for fred.

Tak for skønne ture ud i den verden, der for mig var lukket indtil for næsten 6 år siden. Jeg vil værne om hvert eneste minde <3