Fastedag ovenpå venindehygge med boller og chokolade. Det sker sjældent, at jeg spiser hvidt brød, men mandelbollerne med hjemmelavet smør var altså lækre og hindbærmarcipanen og de hjemmelavede p-tærter skulle jeg jo også smage.
Så nu kommer jeg nok i faste-helvede. Har i den grad fyldt mig med tomme kalorier (fra hvidt mel og sukker). Energi, der suser ud i blodet for derefter at give mig et ordentlig blodsukkerdyk, der hvis man skulle tro alt man læser, er noget nær det mest faretruende, man kan blive udsat for…
Men men koldt vand i blodet. Jeg var ikke sulten i aftes, så jeg sprang aftensmaden over. Jeg trænede ved 7-8 tiden (5 timer efter indtag af de farlige kalorier) og det gik altså rigtig fint. Efter træning spiste jeg den vanlige græske yoghurt rørt op med proteinpulver og så med lidt æblemos på (uden det forhadte sukker) og jeg både havde og har det altså stadig godt.
Jeg er ikke så bange for det der “farlige” blodsukkerudsving, og spekulerer sommetider på, om der ikke er pisket en stemning op, som måske er lidt overdrevet. Jeg ved det ikke.
Mad kan godt blive for “akademisk” for mig. Der er snart så mange måder at spise på, så det er til at blive helt forvirret over. Jeg synes, det er helt fint, at der er mange valg, men jeg synes, det er et problem, når selvudnævnte helsefanatikere påberåber hvilken måde at spise på, der er den rigtige. Det bliver alt for frelst og vældig religiøst på en ret træls måde.
Eksempelvis, da der for noget tid siden kom nye kostråd. Debatten rasede i blog-verdenen – og andre steder – og der blev diskuteret på livet løs. En kamp om at få ret. Jeg er sprunget langt de fleste artikler over, og de nye kostråd har jeg slet ikke læst. Jeg nægter at lade mig rive med af massehysteriet.
Jeg tror på, at jeg lever sundt. Det som for mig og min krop er godt. Jeg går primært op i, at jeg får protein nok (også gerne en del fra pulver), da jeg er noget glad for min muskelmasse, men om jeg får mine kulhydrater fra gulerødder, æbler eller en bolle, hvis det er det jeg har lyst til, går jeg altså ikke så meget op i. Jeg har fundet ud af, at min krop kører godt på grønsager, og at jeg føler mig oppustet af for meget havregryn og mel (også selv om det er groft), så derfor spiser jeg ikke så meget brød. Det er det, der er godt for mig, og ikke nødvendigvis det, der er godt for andre.
Og jeg tror slet ikke på, at bare man sammensætter sin mad på en helt speciel – og ofte meget indviklet måde – så taber man sig, eller tager ikke på. Kald mig bare konservativ og stivnakket, men jeg tror på, at det er så simpelt, som at man tager på, hvis man spiser mere energi end man forbruger. Så hvis man vil tabe sig, handler det vel tit om at lukke munden og lette røven.
Der er også mange, der har meninger om, hvad man bør spise op til en faste og ikke mindst, hvad man bør bryde fasten med. Og jeg hoppede med på alle de gode råd og har morgenen efter faste spist proteinrigt og fedt. Jeg har efter ½-1 time følt et vist ubehag i form af tung hjertebanken og almindelig utilpashed. Så gik jeg efter sidste fastedag over til en anden strategi, og bryder fasten med frugt. En smoothie af 1 rød grape, 100 gram bær og 1 skefuld rødbedekrystaller. Det er også det, jeg starter med at putte i min krop alle de andre dage. Og se det kan min krop rigtig godt lide at få efter en fasteperiode, og det beviser bare for mig, at andres erfaringer kan man ikke altid bruge til ret meget.
Et andet fasteråd, der heller ikke virker for mig – jeg er sgu nok bare mærkelig – er at man skal sørge for at få salt nok. Man skulle kunne ødelægge sin saltbalance, få hovedpine og jeg skal komme efter dig. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at min krop fungerer bedst uden for meget salt. Jeg kommer ikke meget salt i min mad til daglig og på fastedage giver jeg min krop pause fra salt, så jeg faster uden salt overhovedet, og jeg har det fantastisk, når jeg faster. Intet ubehag og ingen hovedpine. Sidst jeg fastede, kom jeg kapers på mit lille måltid, og der er jo pænt meget salt i – men jeg kan altså godt lide kapers – og der fik jeg så hovedpine. Så det beviser bare for mig, at jeg skal ikke have salt, når jeg faster, men andre har måske brug for det.
Selve kernen i fastekuren er fantastisk. Her er ikke rigtigt og forkert, god og dårlig mad… Det handler bare om, at nogle dage spiser man og andre dage (2 dage om ugen) spiser man ingenting – eller næsten ingenting. Ingen løftede pegefingre… Passer så fint til en af mine fornemste livsstrategier:
Keep it simple.
Jeg tror på, at det bedste altid vil være at spise varieret. Lære at lytte til, hvad kroppen har brug for. For mig fungerer det med masser af grønt og mange proteiner, noget andet fungerer for andre. Og så tror jeg på, at man skal have forskellige smagsindtryk.
Mad skal smage godt, tilberedes med kærlighed og spises med måde.
Nå, så kom jeg da lige af med den “bøvs”…
Tilbage til min fastedag i dag, så har jeg fået et måltid på 250 kcal. i dag. Jeg havde en hakkebøf af gris i køleskabet og så har jeg revet omkring 250 g. gulerødder til. Og 250 gram revne gulerødder fylder nu en del på tallerknen.
Jeg har bestilt chokolade hos emilschokolade.dk og nødder hos nøddebazaren.dk, så er de sidste råvarer ved at være på plads til julemånedens småkager og guf.
Jeg har planlagt menu til næste familiemiddag og udtænkt en dessert, som jeg ikke har lavet før, men som jeg tænker er lækker. Der er intet som en fastedag, til at få gode idéer til mad, der smager godt.