Vi har været så heldige at have vores ældste lille barnebarn på knap 3 år på besøg i weekenden fra fredag til søndag.
Udover talrige vidunderlige oplevelser med det dejlige lille menneske, har det også krævet børnevenligt mad, så jeg gik i tænkeboks i sidste uge, og planlagde mad for weekenden. Vi handlede ind torsdag, og så forberedte jeg det, jeg kunne, om fredagen.
Jeg tror, vi har fået de fleste af Sophia’s yndlingsting i weekenden. Jeg havde også købt Grønnegårdens jordbærsaft, og den troede jeg ville falde i god jord, men den var ikke et hit. Det var derimod kakaomælk og juice og vand i flaske.
Vi starter med aftensmad fredag, hvor jeg havde lavet luksus kødsovs. Det er egentlig bare en kødsovs, der er masser af grøntsager i, og så har den stået og simret på komfuret i timevis. Vi fik fuldkornspastaskruer til.
Til dessert var der flødeballade. Flødeskum blandet med marengs og friske jordbær. Det er så lækkert, og Sophia elsker det. Det er Sophias tallerken, jeg har taget billede af, og hun spiste det hele.














