Vi har snakket om et stykke tid, at vi ville se “En du elsker”. Den var vi så inde og se i går. Vi nåede det lige, inden den ikke går mere 😉
Jeg begrænsede mig i slikkiosken, og det er jeg helt stolt af. Jeg havde heller ikke spist det hele, før filmen startede – det har jeg sommetider gjort – tsk..tsk..
Jeg skulle jo gemme lidt appetit til efter filmen, hvor vi var en tur på café. Vi stak først hovedet ind på Café Kræz, men der var vi enige om, ikke var så forfærdelig hyggeligt. Vi gik så over på den anden side til Café Skt. Gertruds. Her fik vi et bord, og der er altså mega hygsomt, og virkelig rar betjening. Jeg skal absolut ikke til at anmelde spisesteder, men gode oplevelser deler jeg gerne ud af.
Jeg havde mit lille Nikon kamera med i tasken. Jeg tog kun få billeder, men de kan godt gå. Jeg er så glad for, at jeg har fået et nyt kamera med en zoom, der virker.
Vi havde snakket om dessert – tidspunktet taget i betragtning – men da vi så menukortet, var der en forret, der så virkelig lækker ud, så den måtte vi prøve. Dampede hvide asparges med en lækker skinke, strimlede friske grønne asparges på toppen og en havesyreemulsion i bunden. Det var så lækkert. Idéen med asparges og skinke har jeg lige nuppet – og bygget lidt ud på – til familiemiddag i næste uge.
Nu vi var ude i alkoholfri drikkevarer foreslog tjeneren en ginger beer, og den er virkelig god. Frisk og med bid i, og med en fantastisk smag af ingefær.
Desserten blev en vanilje cheesecake med havtorngelé og lakridsmarengs, og den syrlige gele passede fint til den søde kage.
En dejlig overraskelse. Her kan man få koffeinfri kaffe. Ikke en kop sort kaffe, men en kaffe latte, og den smagte virkelig godt. Det var jeg rigtig glad for, for jeg synes, det er dejligt med en kop kaffe efter mad. Det er det første sted, jeg også har kunnet få en kop kaffe, når vi har spist.
Vi gik en lille tur i centrum, inden vi vendte næsen hjem igen.
Det var en skøn aften. Den der verden er dejlig at være ude i <3
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.