En anderledes og sjov måde at servere sine muffins på. De er oplagt til en børnefødselsdag, men uden topping er de også rigtig fine at have med i skole eller børnehave, når der skal deles ud. Så kunne man pynte med en almindelig glasur af flormelis og vand og drysse med lidt festligt krymmel, eller overtrække med chokolade 🙂
Jeg har lavet dem i to versioner. Jeg har en halvkugle silikone form, og den passer perfekt i størrelsen til de små vafler, så jeg skar toppen af mine muffins med en brødsav, og lagde en halvkugle ovenpå. Satte den fast med lidt smeltet chokolade. De blev altså rigtig fine med jordbærskum og flødeboller på toppen. Resten fik flødeskum og flødeboller på toppen. Bare for at prøve lidt forskelligt, for der er jordbærskum nok til dem alle 🙂
Det kunne være ret blæret at lave to slags dej. Halvkuglen kunne eksempelvis laves af en vaniljedej 🙂
Jeg har købt mine vafler hos vores lokale Burger King, og de er rigtig fine som muffinsforme. Tidligere på ugen prøvede jeg med nogle andre vafler. De var smallere i bunden og lidt trælse at have med at gøre, men dem her er helt perfekte.
Jeg har brugt min opskrift på chokolademuffins. Dem har jeg styr på, hvor meget hæver 😉 Man skal regne med en del flere muffins, når de bages i vaflerne, for de er ikke så store 😉 Jeg får normalt 12 store muffins ud af portionen, og i dag fik jeg 20 vaffelmuffins, og de 12 er med en halvkugle på toppen 🙂


















