Jeg har fulgt fastekur 5:2 siden midten af oktober 2013. Jeg har tabt 5½ kg. og jeg er vild med at faste. Det giver så god energi og man bliver glad i låget af at faste. Intet kalorie-tælle-helvede. Det er nemt og billigt at spise normalt i 5 dage og i 2 dage begrænse sit kalorieindtag til maks. 500 kcal.
Men jeg må kaste håndklædet i ringen i en periode – forhåbentlig ikke for længe – for lige nu er det en enorm stress-faktor, og det er jo ikke meningen.
Min udtrapning af antidepressiver er jo forløbet helt fantastisk på det mentale plan, men min nattesøvn er helt hen i vejret, og hovedpine 9 ud af 10 dage, der kommer listende op ad dagen. Så jeg har prioriteret min træning. Jeg vil træne, så meget jeg kan, og på de dage faster jeg ikke. Muskler kan ikke respondere på træning uden mad.
Jeg tror på, at det måske kan hjælpe på min søvn. Fasten giver rigtig meget pep, og det er altså ikke det, jeg har brug for lige nu. Det har været en svær beslutning, men jeg kan godt mærke, at det er hårdt ikke at sove mere end maks 5 timer på en nat, så jeg er ved at være noget slidt. Jeg nægter at ringe til min læge og bede om sovemedicin, så jeg prøver at skrue op for min træning, og så skal jeg måske forbi en helsekost og have fat i noget urtete, der måske kunne hjælpe.
Ellers prøver jeg rigtig meget at mærke efter, hvad der føles rart og godt at lave for tiden, så jeg får læst lidt mere end jeg plejer og set noget fjernsyn, som jeg ellers ikke plejer at bruge meget tid på. Rengøring er der så skruet voldsomt ned for. Nullermændene er der næppe nogen, der kommer forbi og nupper. Haven trækker også betydeligt mere end støvsugeren i det skønne forårsvejr i denne uge, og køkkenet og bloggen elsker jeg at bruge tid på.
Så udtrapning af antidepressiver er hårdt arbejde, men det er ubeskriveligt skønt at være mig selv, og bøvlet er jo kun en overgang, til min hjerne finder ud af det igen.