Store og bløde sandwichboller med masser af smag 🙂
Jeg fryser mine sandwichboller ned nybagte (når de lige er kølet af). Så er det nemt at hitte lækkert brød til madpakken eller aftensmaden 🙂
Hvis du synes, det er lidt trælst at flække en stor og ret flad bolle, så er det sådan her du gør: Læg bollen ned på bordet, og hold den ene hånd på bollen, mens du skærer bollen over med den anden 🙂
Ingredienser – 10 styk
3 dl. lunt vand
100 g. yoghurt naturel
25 g. gær
½ dl. olivenolie
1 æg
1½ tsk. salt
1 spsk. honning
200 g. rugmel
100 g. græskarkerner
400 g. hvedemel
desuden bruges 1 æg + 2 spsk. mælk til pensling og græskarkerner til drys
Alle ingredienser til dejen kommes i skålen til røremaskinen og æltes godt – gerne i 10 minutter.
Hæld dejen i en skål. Du kan sagtens lade det hæve i røreskålen, men den skulle jeg bruge til noget andet 😉
Dejen hæver lunt og tildækket i 45 minutter.
Hæld dejen ud på et bord drysset med rugmel, og del dejen i 10 stykker. De vejer ca. 120 gram stykket.
Formes til boller, der trykkes flade og lægges på bageplade.
Efterhæver lunt og tildækket i 1 time.
Pensles med sammenpisket æg og drysses med græskarkerner.
Jeg bager én plade ad gangen ved almindelig ovn. Den anden plade står bare tildækket på bordet imens.
Bag sandwichbollerne ved 225 grader almindelig ovn i ca. 12 minutter.
Køl bollerne ned på en rist.
Bollerne egner sig fint til frost, når de er kølet ned.
Når du tager dem ud af fryseren, så lad dem tø i posen på køkkenbordet.
Henriette Holst skriver
De ser rigtig lækre ud. Jeg bagte din æblekage i går, den er superlækker.
Spisestuen skriver
Mange tak 🙂 Det er dejligt at høre.
Hilsen Lene
Henny Gylling skriver
Hej!
Tror du, at jeg kan bruge solsikkekerner i stedet for græskarkerner?
Spisestuen skriver
Det kan du sagtens 🙂
Hilsen Lene