Hovedretten var rigtig Lene-mad. Kylling og masser af grønsager. Det er altså min yndlingsmad.
Vi fik kyllinge-spinat frikadeller med smørdampede porrer, blomkåls-pastinakmos og tomatsovs.
Porrerne er rensede og dampet i smør i nogle minutter. Kun så de ikke er rå mere.
Mosen er af 1 blomkål og 1 kg. pastinakker, der er kogt møre. Vandet hældes fra og det får en tur med stavblender. Så kommes der ca. 50 g. smør i og en sjat piskefløde, og der smages til med salt.
Tomatsovsen er den lynhurtige og nemme udgave:
1 dåse flåede tomater, 1 lille dåse tomatpure, 1 grønsagsbouillonterning, 2½ dl. piskefløde og 1 spsk. balsamico. Det koger igennem et par minutter og smages til med salt og en smule honning (omkring 1 tsk.).
Frikadellerne stegte jeg i ovnen, da der var en temmelig stor portion, og det kan man sagtens. Min foretrukne måde er dog at stege dem på panden, så de får “stege-skorpe”.
Desserten var så overhovedet ikke paleo-venlig, så jeg havde lavet blåbæris til Emma, der blev serveret med en klat flødeskum og lidt grofthakket mørk chokolade. Det ville den ældste datter også helst have, så det fik hun. Isen burde have stået længere tid og tøet lidt, inden vi tog af den, så ville den have været lækker cremet.
Resten fik fløderand med syltede pærer og ferskner. Det er en opskrift, jeg har lavet til Mad Gennem Generationer, som skal ende ud i en kogebog med opskrifter fyldt med minder, og hvor overskuddet går til Red Barnets fokus på “oplevelser og fællesskab”. Det er en dessert med gode minder for mig, så den var et oplagt valg.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.