Jeg har fyldt alt det – eller det meste af det – jeg elsker på denne grønsagspizza.
Grønsagsbund med tørrede tomater, parmaskinke, manchego ost og grønne oliven og så lige et drys frisk basilkum og et dryp god olivenolie. Jeg er salig…
Grønsagsbunden er også lækker kold til sandwich. Den minder meget om mine veggie sandwichboller, men jeg synes næsten, at disse er bedre. Mere faste i det. Og så er det jo en opskrift man kan lege med. Putte de krydderier i, man godt kan lide, og så kan hvidkålen erstattes af andre grønsager, man har i grønsagsskuffen.
Ingredienser til 8 små pizzaer
500 g. rå hvidkål
100 g. hasselnødder
1 dl. hørfrø
1 spsk. fiberHUSK
2 æg
1 tsk. salt
Hasselnødder og hørfrø findeles i foodprocessoren.
Hvidkålen kommes i og findeles.
Kom massen op i en skål og tilsæt resten af ingredienserne.
Det bliver en meget fast masse. Ikke som en dej eller en fars.
Sæt massen på bageplade i otte klumper, og tryk dem flade og runde.
Bages ved 200 grader i 15 minutter.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.