Friske bær her om sommeren er vidunderlige at spise som de er. Ellers er min foretrukne måde at spise bær på sammen med græsk yoghurt. Jeg elsker det!
Det er lækkert om morgenen, som mellemmåltid eller som en dessert. Normalt bruger jeg en 2% græsk yoghurt, for den kan jeg bedst lide, men til dessert er den på 10% også virkelig lækker. Den synes jeg bare kun kan spises i små mængder 😉 Ud over at smage fantastisk, er bær pakket med gode næringsstoffer, og så er de blodsukkervenlige.
Man kan bruge de bær, man godt kan lide. Her om sommeren er min favorit klart danske jordbær og hindbær, men kirsebær og blåbær er også virkelig lækre på. Eller som her til morgen, hvor jeg blandede jordbær, kirsebær, hindbær og blåbær. Her kom der et dryp flydende honning på. Det forstærker bærsmagen på en rigtig lækker måde. En citronhonning er super lækker på.
En god start på dagen, der giver god mæthed 🙂
Teen-pigen elsker også bær, men spiser dem helst på skyr, og så kommer hun lidt hakkede nødder på toppen. Her har hun kommet kirsebær, blåbær og mandler på. Billedet har hun også selv taget 🙂
Jeg lavede honningristet nøddeknas for lidt tid siden til at komme på koldskål. Det smager også helt fantastisk på græsk yoghurt for sig selv eller sammen med friske bær. Her sammen med kirsebær.
Her har jeg brugt min sukker med et strejf af vanilje. Det er så lækkert som drys på friske jordbær. Det er virkelig godt med blid vaniljesmag til jordbærrene. Lad være med at købe den syntetiske vaniljesukker – den er en gyser! Det er så nemt at lave det selv, eller brug vaniljekorn mast ud i lidt sukker og drys på.
Her er vi mere i dessertafdelingen. Jordbær, hindbær, blåbær med et dryp Selleberg kirsebærsirup – det er så godt!
Senere på sommeren skal der brombær og solbær på min græske yoghurt 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.