Tyk og lækker suppe med skøn smag af majs.
Der har været hurtig og nem mad på bloggen de sidste dage, for vi er syge i familien, og så det passer rigtig godt med en skøn suppe. Indtaget i sofahjørnet med tæppe omkring og Netflix på fjerneren, så er det lige før, at det er hyggeligt at være syg 😉
Jeg har færdige supper på frost, og til majssuppen har jeg brugt kyllingesuppe. Du kan bruge grøntsagssuppe, eller vand og en bouillonterning.
Jeg har valgt at komme revet ost og frisk chili på toppen som drys. Det giver en god varme til suppen 🙂
Ingredienser – 4-6 personer
1 stor porre
500 g. majs – jeg har brugt frosne
½ l. suppe – kan erstattes af ½ l. vand + bouillonterning
1 dl. vand
200 g. kartofler – skrællet vægt
1 rød peberfrugt
1 dl. piskefløde – kom ikke med på billedet…
50 g. revet cheddar
saft af 1 lime
salt og friskkværnet peber
desuden revet cheddar og frisk chili skåret i strimler til topping
Porren skæres i mindre stykker og steges blød i en god klat smør i en gryde. Det skal ikke brune.
Kom kartofler skåret i tern, 300 g. majs, suppe og 1 dl. vand i gryden.
Bring i kog.
Lad simre under låg i 15 minutter.
Suppen blendes. Du kan bruge en rigtig blender eller en stavblender. Jeg valgte at bruge den store blender, så suppen blev helt findelt.
Du skal være varsom, når du blender varme ting. Den lille “dims” der sidder i midten af blenderlåget skal ikke sidde i. Der skal være hul, så dampen kan slippe ud. Læg i stedet et viskestykke over hullet, når du blender.
Hæld suppen tilbage i gryden, og kom de sidste 200 g. majs og peberfrugt i små tern i.
Varm op under omrøring, og kog suppen kort igennem, til majs og peberfrugt er gennemvarme.
Rør revet ost og limesaft i.
Smag suppen til med salt og friskkværnet peber.
Suppen er klar til servering.
Suppen egner sig til at komme i fryseren. Hvis du vælger at fryse suppen ned, er det vigtigt, at du får den kølet hurtigt ned. Sæt evt. skålen i vasken med iskoldt vand og rør i suppen med mellemrum og skift vandet, så skålen hele tiden står i koldt vand.
Virkelig lækker suppe. Lavede den igår. Jeg er virkelig elle vild med den. Men det er jeg os med rigtig mange af dine opskrifter.
Det er rigtig dejligt at høre Diana 🙂
Jeg elsker suppe!! Oftest laver jeg dem dog af rester, men for engangs skyld er der en suppe med opskrift, jeg bare må prøve 😀
– Pia