Jeg fik lavet basissupper til fryseren i sidste uge. Der er hønsekødssuppe, okseskødssuppe og grøntsagssuppe. Man kan bruge lige den slags, som man godt kan lide til den her suppe 🙂 Jeg har brugt oksekødssuppen i dag. Man kan også bruge bouillonterning plus vand eller købe en færdig suppe.
Det er en af de tynde supper, og dem er jeg ikke allermest begejstret for, men jeg elsker altså melboller, og jeg er gavmild med dem i suppen. Der er også kødboller og temmelig mange grøntsager i. Det er vel nærmest fyld med suppe 😉 Sådan kan jeg bedst lide det, men du kan jo regulere på mængderne, som du har lyst til.
Det er et hyggeligt projekt at lave sine egne kød- og melboller. Svært er det ikke, men det tager lidt tid. Der er opskrift på begge dele her i indlægget 🙂
Kødbollerne får en glattere overflade, når kødet hakkes finere, og det synes jeg er pænt i suppe 😉 så jeg laver dem i foodprocessoren.
Ingredienser – 2-3 personer til aftensmad
½ l. suppe
125 g. porre i små stykker
150 g. knoldselleri i små tern
175 g. gulerod i små tern
kødboller
melboller
melboller
75 g. smør
2 dl. vand
1 tsk. salt
125 g. hvedemel
3 æg str. M
kødboller
250 g. hakket svinekød
½ løg
1 æg
1 spsk. hvedemel
1 tsk salt
friskkværnet peber
evt. 1-2 spsk. mælk eller vand
Når suppen laves færdig.
Kom suppen i en gryde og tø den (hvis den er frossen) og kom grøntsagerne i.
Læg låg på og lad simre i 5 minutter.
Mens suppen koger med grøntsagerne, varmes kød- og melboller i en anden gryde. Jeg kom ca. 1½ l. vand i en gryde.
Vandet bringes i kog.
Kød- og melbollerne kommes i gryden.
Der lægges låg på og slukkes for blusset.
Lad gryden stå i 10 minutter på det slukkede blus. Så skulle både kød og melboller være gennemvarme.
Fremgangsmåde melboller.
Kom smør, vand og salt i en gryde, og find gerne en god grydeske frem, for den får du brug for lige om lidt.
Bring blandingen i kog.
Kom al melet i på én gang og rør godt med grydeskeen. Gryden står stadig på blusset.
Det tager kun et øjeblik, så ser det sådan ud.
Kom blandingen i en skål og lad den køle ned i ca. 10 minutter.
Æggene piskes let sammen og tilsættes lidt ad gangen med elpisker.
Til at starte med ser dejen sådan ud og er ret usammenhængende.
Når det sidste æg er rørt i, har dejen samlet sig og er glat.
Kom vand i en sauterpande (eller gryde) og bring det i kog.
Kom dejen i en sprøjtepose med en glat tyl. Du kan også bruge en gammeldags bollesprøjte.
Jeg satte en poselukker på, så kunne jeg holde sprøjteposen ind over sauterpanden og trykke dej ud med den ene hånd og skære med den anden. Brug en skarp kniv og dyp den i vandet ind i mellem.
Skru ned for panden, så vandet ikke koger, når du kommer melbollerne i.
Når alle melboller er kommet i vandet, skrues op for blusset, så vandet småsimrer. Det må ikke koge rigtigt, men holdes lige omkring kogepunktet i 5-7 minutter – alt efter hvor store dine melboller er.
Når melbollerne er kogt, fiskes de op med en hulske og lægges i en stor skål med koldt vand.
De køler ned på få minutter og tages op med hulske.
Fremgangsmåde kødboller.
Kom løg i foodprocessoren og findel det.
Kom kødet i og giv det en god tur.
Kom resten af ingredienserne i – bortset fra mælk.
Giv farsen en god tur i maskinen og kom evt. lidt mælk i, hvis den er for fast.
Kom vand i en sauterpande – eller gryde – og bring det i kog. Skru ned, når du kommer kødbollerne i.
Form små kødboller med en teske, og kom dem i vandet.
Når du har lavet alle kødbollerne, skrues op for blusset, og kødbollerne småsimrer i 5-10 minutter.
Hæld vandet fra kødbollerne.
Pernille Olivia Jørgensen skriver
Ææææsker hjemmelavet suppe 🙂 Det ser rigtig lækkert ud!!
Spisestuen skriver
Mange tak Pernille 🙂
Julie skriver
Jeg har ikke fået denne type suppe i over to år, siden jeg flyttede Til USA. Jeg vil forsøge mig med din opskrift i aften, er spændt på om manden kan lide det. Tak for opskriften 🙂
Susan Nielsen skriver
My mom made this soup when I was a little girl – many years ago now. Online translation is hilarious, but your photos are helpful. I will try to make this. Tusind tak!
Lonni skriver
Hej.
Hvor længe kan suppen hold sig??
Hilsen lonni
ruth lyngstrand skriver
god morgen hvor kan man købe en gl. dags. Bollesprøjte.Tak.v.h. Ruth Lyngstrand.højåsen 26 4230 Skælskør
Carl skriver
god ide med en høj skål
Carl skriver
når man laver melboller
Carl skriver
jeg er 10 år og jeg har lavet din suppe næsten helt selv jeg vil sige den er rigtig god