De har stået i idébanken i et stykke tid, og i dag har jeg lavet dem. Skønne og sprøde chips af jordskokker bagt i ovnen uden olie. Kun jordskokker skåret i papirstynde skiver og bagt ved varmluft. Den varmluft jeg ellers ikke er voldsomt begejstret for, er helt perfekt at bruge her. Det må så være en absolut favoritmåde at tilberede jordskokkerne på. Smagen er så vidunderlig 🙂
Jeg har skåret mine jordskokker med en kniv. Et mandolinjern ville også være fint at skære skiverne på.
Jeg har lavet en hurtig dip til mine chips af Hellmann mayo, lidt hvidløg og et dryp hvid balsamico eddike. Skøn snack 🙂
Jeg har købt to slags jordskokker. En lidt rødlig og mørk art, der er ret ens og runde, og en lysere art der er mere aflange i det. Jeg har så ikke lavet alle dem på billederne herunder, men lav så mange du har lyst til. De bliver mindre i ovnen og man kan spise en del af dem, så bare lav rigeligt!
Jordskokkerne vaskes grundigt – eller skrælles. Jeg skrællede de rødlige. De havde tykkere skal end de andre. De lyse blev vasket grundigt med en skuresvamp. Det må være en smagssag hvilken slags man bedst kan lide. De smager næsten ens, men jeg tror, at jeg bedst kan lide de lyse.
Skæres i tynde skiver.
Lægges på bageplade og sættes i ovnen ved 100 grader varmluft i ca. 1 time til de er sprøde og lækre.
Michelle skriver
De skal ikke pensles med olie først??
Spisestuen skriver
Nej, ingen olie først 🙂