Lille Lukas – mit yngste lille barnebarn – blev døbt i går, og jeg havde fået lov til at lave kagen 🙂 På kagebordet var også små hindbærsnitter og frugt til børnene.
Jeg har fået lov til at lægge et billede af Lukas, og det må du ikke snyde dig selv for. Det ligger lige under billederne af kagen 🙂
Udgangspunktet var Julies kage. Den er begge Lukas’s forældre ret vilde med. Skøn chokoladekage med den lækreste chokolademousse. Lukas’ kage skulle helst være i lag, og det skulle være en ret stor kage, så jeg måtte i tænkeboks. Jeg lavede testkage for en uges tid siden, for jeg havde et par idéer til at få noget husblas i chokolademoussen. Det tror jeg er nødvendigt i så stor en kage. Det lykkedes over al forventning, og kagen stod rigtig flot. Der er kirsebærmousse i det ene lag, for 2 lag chokolademousse blev lidt heftigt. Kirsebærmoussen er frisk og lækker, og passer perfekt til chokolade.
Kanten er smurt op med kakaosmørcreme, og så er der lagt en marcipankant om. Toppen har fået et lag flødeskum, friske blåbær og små marengs.
Jeg har skrevet alle opskrifter på delelementerne til kagen ind her i indlægget. Hvis du ønsker billeder til fremgangsmåden, så kig forbi Den ultimative chokoladekage (bunde), Chokolademousse med hindbærcoulis (chokolademousse – dog uden husblas), Elsa kage med dukke (overtræksmarcipan) og Marengs sprøde kys.
Billeder til fremgangsmåden på at opbygge kagen, finder du i Sådan bygger man en stor kage.
Og her er Lukas – mormors lille put – den skønneste lille babydreng <3
Og her et billede af snittet. Forfærdelig belysning til foto, men det skal lige med, for det var altså et fint snit 🙂




























