Vi har haft ferie i en uge, og der venter to uger mere 🙂
Vi plejer at tage i sommerhus, tage til skov og strand og gå lange ture, men i år bliver vi hjemme. Der er simpelthen for meget, der er besværligt ved at være i sommerhus, når jeg har det som nu. Vi har fået indrettet os bekvemt her i huset, så jeg både har en god ligge/siddeplads i stuen og en fantastisk madras i soveværelset, og det er meget værd, når jeg er bundet til at ligge så meget, som jeg er. Når jeg ind i mellem kan stå lidt, vil jeg rigtig gerne i køkkenet og trylle lidt kage 😉
Ellers er vi kommet lidt mere omkring i den første uge af ferien. Vi har været på besøg hos min tvilling og svoger. Udstyret med en god pude og med sædet lagt ned, gik køreturen rigtig fint, og hos min søs var der en dejlig sofa, jeg kunne hvile på ind i mellem kaffe og kage og virkelig lækker aftensmad. Kørestolen var med, så jeg også kunne komme med rundt og kigge i deres dejlige have. Jeg var træt i hele skroget, da vi kørte hjem, men jeg havde det skønt, og nød også køreturen i mørket hjem.
Vi har også været til fødselsdag hos det mindste lille barnebarn, der fyldte 1 år. Det er første gang i 4 måneder, at jeg har været på besøg hos ældste datteren, og det har jeg savnet meget. Jeg har savnet at være tæt med den lille fyr, og at kunne give min datter en hånd. Det er jeg skrækkelig ked af, at jeg ikke kan nu, for det nød jeg meget. Helt egoistisk er det, for de klarer sig fint, men det var stort at få lov til at følge så lille et menneske helt tæt. Gode stunder med den lille fyr har jeg i mit hjerte. Nu er han ved at være en stor dreng. Evigt glad, fyldt med energi og madglad er han 🙂 Lige som det skal være <3
I går havde vi et hyggeligt fælles projekt. Chefen hentede 10 kilo jordbær, som vi med fælles hjælp fik renset og kommet på frost. Hindbær, solbær og kirsebær skal vi også have fat på her i løbet af ugen. Det er skønt med en fryser fyldt med bær og frugt.
I aften får jeg besøg af min lillesøster, så jeg har en lille kage i ovnen. En skøn og svampet lakridskage, som ender her på bloggen senere.
Ellers nyder vi bare stille dage, hvor vi hygger og sover længe. Jeg drømmer lidt om en tur til stranden en dag. Der er et fint dige, som kørestolen kan trilles på. Jeg længes efter duften af hav og lyden af bølger.