Toscakage er en rigtig hyggelig kage. Sød og blød vaniljekage med en lækker nødde/karamel top.
Det er en kage, der er udviklet over et par gange – eller tre – her i løbet af ugen. De første to var jeg ikke helt tilfreds med, men den her er blevet, som jeg vil have den 🙂
Jeg har hasselnødder på toppen, og det smager skønt, men udgaven med mandler kunne jeg bedre lide 😀 Så note til mig selv: Hasselnødderne skiftes ud med mandler 😉
Det er lidt svært at skære helt skarpe og pæne stykker af kagen, men her er et stykke af en lun og mega lækker kage 🙂
Ingredienser – 1 kage bagt i en 26 cm. springform
kage
3 æg
150 g. rørsukker
korn af 1 vaniljestang
150 g. smør
1 dl. mælk
250 g. hvedemel
1½ tsk. bagepulver
nødde/karamel topping
200 g. hasselnødder – eller afskallede mandler
100 g. rørsukker
100 g. sirup
75 g. smør
½ dl. fløde – har jeg så ikke fået med på billedet :-/
3 spsk. mel – 25 gram
Smelt smørret til kagen i en lille gryde.
Hæld det sammen med mælken.
Bland mel med bagepulver og si det. Jeg sier det ned på et stykke bagepapir, og hælder det i en skål bagefter.
Kom æg, sukker og vaniljekorn i skålen til røremaskinen. Sæt piskeindsatsen i maskinen. Du kan også bruge elpisker.
Pisk ved max hastighed i 10 minutter.
Nu røres melblandingen i skiftevis med mælk/smør blandingen ad 3-4 gange. Du kan gøre det med en dejskraber eller stadig med piskeindsatsen, hvis du er fortrolig med det. Det er vigtigt, at dejen ikke piskes for længe. Jeg bruger piskeindsatsen, og sætter maskinen på laveste hastighed.
Kør en dejskraber rundt i skålen, så du er sikker på, at det hele er blandet sammen.
Hæld dejen i en springform på 26 cm. beklædt med bagepapir over bunden og siderne smurt med smør.
Bag kagen ved 170 grader almindelig ovn i 25-30 minutter. Når du stikker i den med et tyndt træspyd, må der gerne hænge krummer fast, men ikke rå dej.
Mens kagen bager, laver du nødde/karamel toppingen.
Start med at hakke nødderne groft.
Kom rørsukker, sirup, smør, fløde og hvedemel i en gryde.
Varm op under omrøring, og lad det koge igennem i et halvt minut.
Rør nødderne i. Hold det varmt (ikke kogende) til det skal hældes over kagen.
Tag den næsten færdigbagte kage ud af ovnen, og fordel blandingen over.
Skru ovnen op på 200 grader almindelig ovn, og sæt kagen i ovnen igen en tak højere oppe, end da den blev bagt første gang.
Bag kagen i ca. 10 minutter mere, til toppen er gylden og nødderne får farve. De må ikke blive for mørke.
Lad kagen køle af i 10-15 minutter i formen, inden springformens kant fjernes, og kagen trækkes over på en rist og køler af.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.