Clara Friis pærer er stadig i sæson, og de er også rigtig gode i en tærte.
Jeg serverer gerne tærten lun med creme fraiche, men flødeskum eller vaniljeis er heller ikke tosset til 🙂
Alle ingredienser til dejen røres sammen på én gang, og fordeles over pærerne i et tærtefad. Det er både nemt og hurtigt at bikse den her tærte sammen, og det bliver den jo ikke ringere af 😉
Sådan et lunt stykke pæretærte er bare noget af det bedste kage i min verden 🙂
Ingredienser – 1 stor tærteform på ca. 27 cm.
6 mellemstore pærer – ca. 500 gram renset vægt
saft af 1 citron
dejen
150 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
150 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
150 g. stuetempereret smør
3 æg
korn af 1 vaniljestang
Pærerne skrælles, og kernehusene fjernes. Pærerne skæres i kvarte 🙂
Pærestykkerne vendes rundt i citronsaften.
Vaniljekornene skilles ad med lidt af rørsukkeret.
Kom alle ingredienser til dejen i en røreskål. Kom mel og bagepulver i skålen først, og bland det sammen, inden resten af ingredienserne kommes i.
Pisk ved høj hastighed i 1-2 minutter.
Smør tærteformen med smør, og fordel pærestykkerne i den.
Fordel dejen i klatter over pærerne.
Bred dejen ud.
Bages ved 180 grader almindelig ovn i ca. 40 minutter.
Tærten nydes lun eller kold.
Birgit Hansen skriver
Den må jeg prøve da jeg er helt pjattet med Clara Friis pærer
Hilsen Birgit
Birgit Hansen skriver
Den er også bare god bagte den til gæster i weekenden fik ros for den
Hurra for dine bageopskrifter
Hilsen Birgit Hansen
Spisestuen skriver
Det er dejligt at høre. Tak for tilbagemelding 🙂
Hilsen Lene
Kristina skriver
Tror du man kan bruge pærer på dåse både til begge dine pæretærte opskrifter?
Spisestuen skriver
Det tror jeg bestemt, du kan.
Hilsen Lene