Et super lækkert alternativ til en tortilla lavet på mel og vand. De består i al sin enkelhed kun af blomkål, æg og ost – og så smager de skønt! 🙂
Jeg synes ikke, det er nødvendigt med salt i, men hvis du gerne vil have det, kommer du bare lidt i 😉 Man kan også komme forskellige krydderier i. Chili, oregano, timian eller hvad man har lyst til. I dag har jeg lavet en basisudgave, så de har kun fået friskkværnet peber.
Jeg har serveret mine blomkåls wraps med fyld af krydret oksekød, syltede milde grønne chili og revet ost. Du kan fylde dem med lige det, du har lyst til. De smager også skønt kolde, og er en rigtig god madpakkeidé 🙂
De er rimeligt “hårdføre”, og kan rulles og bukkes, uden de går i stykker. Jeg er fan! 🙂
Ingredienser – 5 styk
1 blomkål – ca. 600 gram renset rå vægt
2 æg
75 g. revet cheddar
friskkværnet peber
Skær det groveste af stilken af blomkålen. Her er der ca. 600 gram tilbage.
Blomkålen rives groft.
Damp blomkålen i et par spiseskefulde vand i en gryde i ca. 10 minutter under låg og under jævnlig omrøring.
Hæld blomkålen i en sigte med et rent viskestykke i og lad den køle ned, til du kan røre ved den.
Vrid vandet af blomkålen.
Kom den vredne blomkål i en skål og rør æg, ost og friskkværnet peber i.
Sæt massen i 5 klatter på bagepapir. Der kan være 3 wraps på en af mine bageplader.
Læg et stykke bagepapir over, og tryk dem med hånden ud i en størrelse på 16-18 cm. i diameter.
De skal være ret tynde.
Bages i en 200 grader varm ovn ved almindelig ovn i ca. 15 minutter.
Hi Lene.
Det er vel nok en genial måde at lave sunde wraps på. Det skal prøves. Kan man mon ikke også bruge en rest blomkål fra middagen igår? Hvad mener du? Det er da tit, at vi har kogt blomkål til overs fra middagsmaden.
M.V.H.
Helle
Det kan du sagtens 🙂 Så putter du bare den kogte kål i foodprocessoren, findeler den og vrider den i et viskestykke bagefter.
Hilsen Lene
Great recipe thank you. A question however. Is it 200 degrees C or F ?
It is C 🙂 Always C in Denmark 🙂
Det lyder supergodt, så det skal klart prøves. Jeg spiser ikke ost, så tror du, jeg skal komme noget andet i?
Tak fordi du deler din skønne opskrifter med os .
Hej fra
Jeannette
Det er rigtig dejligt at høre, at du er glad for bloggen 🙂
Jeg er ret sikker på, at osten kan undlades. Måske du så skal nøjes med 1 æg + 1 æggehvide.
Håber de bliver gode.
Hilsen Lene
Hvor mange wraps bliver der af en portion? 🙂
Mon jeg kan bruge broccoli istedet for blomkål?
kan de fryses ?