Squashdellerne smager skønt både varme og kolde 🙂 Brug dem til aftensmaden, frokosten, til en sandwich eller direkte fra køleskabet til et mellemmåltid.
Dellerne er lavet af squash, mandler, ost og æg – helt enkelt og ret lækkert 🙂
Jeg har brugt en modnet cheddar, for den er jeg helt pjattet med for tiden, men den kan erstattes af mozzarella eller anden ost, hvis du ikke bryder dig om en ost, der smager af så meget.
Jeg har lavet en basisopskrift, så der er frit spil på krydderihylden. Jeg forestiller mig, at det ville være skønt med persille og hvidløg i 🙂
Ingredienser – 6-7 små deller
1 squash – ca. 300 gram
1 æg
50 g. revet cheddar
50 g. malede mandler
salt og friskkværnet peber
Findel mandlerne i foodprocessor eller blender.
Squashen rives fint.
Vrid vandet af den revne squash i et rent viskestykke.
Kom alle ingredienser i en skål og rør dem sammen. Vær forsigtig med saltet, for ost er som regel ret salt.
Det er nemmest at samle massen med hånden. Røre, mase og fordele 🙂
Form massen til små frikadeller.
Steges i 7-8 minutter på hver side i halv smør og halv olivenolie.
Server dem varme eller kolde.
Rikke skriver
Mon de vil være gode med spidskål i stedet for squash? (så har jeg nemlig ingredienserne hjemme 😉 ). Jeg ved godt, at det slet ikke er den samme slags grøntsag, men måske du har lidt input til, hvad du forestiller dig om det 🙂
Vil helt klart prøve dem med squash – er ikke i tvivl om, at jeg vil elske dem.
Spisestuen skriver
Jeg tror, du får svært ved at få det til at hænge sammen, men måske hvis kålen er hakket super fint som i foodprocessor… så kan det måske lade sig gøre, men jeg er meget i tvivl.
Hvis du giver det et forsøg, ville jeg være rigtig glad for en tilbagemelding 🙂
Hilsen Lene
Rikke skriver
Må ud og købe squash. Har ikke lyst til at eksperimentere alt for meget.
Tak for hurtigt svar 🙂
Helle skriver
Vil man kunne bage dem i ovnen for at undgå stegefedt?
Spisestuen skriver
Det har jeg ikke prøvet, men det tænker jeg da, at man fint kan gøre 🙂