Så endte flæskestegen med sprød svær på bloggen. Jeg har været meget i tvivl, om den skulle med, for det der med saftigt kød, er altså ikke mig 😉 men lave en flæskesteg, så den er saftig, det kan jeg nu godt 🙂
Jeg kan faktisk rigtig godt lide flæskesteg, men så skal den helst være tør i kødet. Det synes jeg er godt, og min foretrukne måde at opnå det på, er ved at sætte den i en 130 grader varm ovn i 4 timer 🙂 Så synes jeg, at det bliver mørt og lækkert uden at det driver med saft. Sådan har jeg dog ikke lavet den i dag. Jeg har lavet den som resten af familien godt kan lide den – og sikkert også størstedelen af Jer, der læser med kan – nemlig saftig og mør og med sprød svær 🙂
Det her stykke kød var lidt frustrerende at have med at gøre. Den ene ende var pænt meget tykkere end den anden, og det betyder at stegetiden er lidt sværere at beregne, end hvis kødet var ensartet i tykkelsen. Hvis du har et stykke kød, der ikke er tykt i den ene ende, men fint og “tyndt”, kan du regne med en stegetid på 15 minutter mindre.
Med hensyn til antal personer i sådan en steg, vil jeg lade det være op til dig at vurdere. Det afhænger af hvor meget, der skæres væk – og hvor sultne folk er 🙂 Hvis det er en fin steg uden meget fedt på, ville jeg – til min familie – regne med, at der er til 6-8 personer.
Billeder af kødet kommer her 🙂
Her fra den “tykke” ende, som er temmelig fedt, men også virkelig saftigt kød.
Og her fra den “tynde” ende. Dog ikke mange skiver, jeg kunne skære, der så sådan ud 😉 Jeg synes absolut, det er at foretrække, hvis hele stegen ser sådan ud.
Ingredienser
ca. 2 kg. svinekam med spæk og uden ben
kartofler til at “rette stegen op” med
1 æble – jeg har brugt belle de boskoop
1 spsk. groft salt
Rids sværen efter med en skarp kniv. Den skal ridses helt igennem fedtet, men ikke ned i kødet.
Hæld ca. ½ liter kogende vand i en bradepande, og læg stegen med sværen nedad i bradepanden. Den står bare på bordet.
Lad den ligge i 15-20 minutter.
Hæld vandet fra, og læg kødet tilbage i bradepanden.
Hvis sværen ligger skævt, lægges kartoffelskiver under kødet, så sværen kommer til at ligge så lige som muligt.
Drys saltet på og massér ned mellem sværene.
Skær æblet i både og læg i bradepanden rundt om flæskestegen.
Hæld 5-6 dl. kogende vand i bradepanden.
Sæt stegen i en 200 grader varm ovn ved almindelig ovn i 1 time og 3 kvarter. Det er fordi, den var tyk i den ene ende. Det passer med 1½ time, hvis det er en “tynd” steg, og 2 timer hvis den er meget tyk.
Hæld væden fra bradepanden igennem en si. Gem væden til sovsen.
Læg stegen tilbage i bradepanden. Sørg for at lægge kartoffelskiverne under igen, så sværen ligger lige.
Sættes tilbage i ovnen, der skrues op på 225 grader varmluft med intervalgrill. Hvis du ikke har denne indstilling på din ovn, giver du den bare almindelig fladgrill.
Giv stegen ca. 5 minutter, men hold øje med, at den ikke bliver for mørk. Sværene skulle gerne poppe og være sprøde nu.
Lad stegen sætte sig i 20 minutter, inden du skærer af den. Den skal ikke dækkes til, for så bliver sværene bløde.
Brug væden fra stegen til at lave en opbagt sovs, der gerne smages til med lidt ribsgelé.
Ann-Katrine skriver
Tak for opskriften. min flæskesteg blev helt perfekt
Spisestuen skriver
Velbekomme 🙂 Rigtig dejligt at høre.
Godt nytår til dig.
Hilsen Lene