Der er gang i julekage, -mad og -drikke i køkkenet, og i dag er jeg startet med en kanel latte. Om det rent faktisk er en café latte er måske tvivlsomt. Det kan også være, at det er en cappuccino eller en café au lait – eller noget helt andet. Kaffe-entusiast på den måde, er jeg absolut ikke, men et glas varm mælk med sukker og kanel, med et lækkert espresso shot hældt over, smager skønt – uanset hvad det hedder 😉
Jeg har brugt minimælk i dag, for det var det, der var i køleskabet, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker at lave den med sødmælk. Det er smag og behag, så brug den slags mælk, du godt kan lide 🙂 En kanel latte smager helt vidunderligt med en klat blødt flødeskum på toppen, men det var lige i overkanten at starte dagen på 😉
Her bliver jeg lige nødt til at reklamere lidt, for jeg elsker min nye lille kaffemaskine. Jeg har skam selv købt og betalt den, men gode produkter får gerne – og helt gratis – omtale her på bloggen, når jeg er begejstret, og det er jeg bestemt for min Dolce Gusto mini me. Et stort udvalg af forskellig kaffe i kapselform og en skøn karamel kakao, som teen pigen elsker, findes her i huset. Ud over at det smager fantastisk, er jeg vild med, at det har drikkeklar temperatur lige fra maskinen, så når man har lyst til en god kop kaffe, tager det få øjeblikke, inden den er klar til at nyde 🙂
Her brygges en skøn koffeinfri espresso til min latte her til morgen 🙂
Ingredienser – 2 glas latte
½ l. mælk
4 tsk. rørsukker – kan erstattes af hvidt sukker eller brun farin
½ tsk. kanel
2 espressoshots – 1 til hvert glas 😉
du kan evt. servere din latte med en klat flødeskum på toppen.
Mælk, sukker og kanel kommes i en gryde og varmes op. Det skal ikke koge, men lige knap.
Når mælkeblandingen er varm, giver du det en tur med piskeriset.
Fordel den varme mælk i to glas og hæld et espresso shot ud over hver.
Caroline skriver
TAK for denne opskrift! Super nemt og helt vildt lækkert 🙂
Spisestuen skriver
Velbekomme Caroline 🙂 Dejligt, at du kan lide den <3
Mette skriver
Hvor sjovt – jeg har også fået en Mini Me for få dage siden, og jeg eeelsker den 🙂 Eneste problem er, at jeg nu drikker alt for meget kaffe og latte-varianter med kalorier…! Og nu bliver jeg nødt til at prøve din kanel-katte 🙂
Spisestuen skriver
Hehe… Jer er altså også helt pjattet med “mælke-kafferne” 🙂
Håber kanel latten også er noget for dig.
Hilsen Lene