Juletemaet fortsætter i dag 🙂 Kanel latte til morgen, koldhævede grove juleboller i formiddag og appelsin- og honningmarineret kylling med rødkålssalat til frokost. Så holder jeg også blogfri resten af dagen, og aftensmad bliver bare noget nemt. Der er røget laks fra i går, så jeg tænker, at det bliver en laksemad, inden teaterforestilling i aften.
Tilbage til kyllingen: Jeg har lidt svært ved at få armene ned. Det smager så godt! og er vildt mørt 🙂 Kyllingelårene smager også skønt kolde, så de er helt perfekte til madpakken.
Min marinade er enkel. Kun olivenolie, appelsin (skal og saft) og honning. Jeg havde overvejet at putte hvidløg eller ingefær i, lidt rosmarin måske eller tørrede chiliflager. Der er mange muligheder, men jeg har valgt at holde det enkelt, for man skal også passe på med ikke at få puttet for meget forskelligt i en ret, der i sig selv smager vidunderligt.
Rødkålssalaten består af fintsnittet frisk rødkål, appelsinstykker og mandler. Et dryp honning og lidt citronsaft er hældt over.
Det her er bare god mad! 🙂
Når du skal måle af, så mål olien af først, så slipper honningen fint måleskeen bagefter.
Ingredienser – 2-3 personer til aftensmad
700 g. kyllingelår (der var 7 styk)
fintrevet skal og saft af 1 appelsin – øko eller ubehandlet
2 spsk. olivenolie
2 spsk. honning
Bland fintrevet appelsinskal, appelsinsaft, olivenolie og honning i en skål.
Vend lårene rundt i marinaden, og kom hele herligheden i en pose.
Mos lårene godt ind i marinaden, og læg dem på køl natten over. Mine trak i marinaden i ca. 14 timer.
Læg lårene på en bageplade.
Drys med salt og friskkværnet peber.
Steges i en 175 grader varm ovn ved almindelig ovn i 1 time.
pou skriver
Rigtig lækkert, det skal prøves.