Et af de smukke Hokkaido græskar kom med hjem fra en skøn weekend i Jylland 🙂 Det endte i en dejlig suppe i aftes.
Man kan ikke sige, at der er mange supper her på bloggen 😉 Jeg har med mellemrum bestemt mig for, at nu skulle det laves om, men det er ikke rigtig blevet til noget endnu. Jeg har bare ikke rigtig mit hjerte i suppe-afdelingen, og synes som oftest, at suppe er noget spøjst noget… tyndt og ubestemmeligt – lidt gys 😉 men den her græskarsuppe har vundet mit hjerte. Den kan jeg godt lide! Som i rigtig godt lide 🙂 Det er en suppe med masser af smag, og så er den lidt tyk i det.
Suppen er toppet med sprødstegt bacon, frisk salvie skåret i tynde strimler og fintskåret frisk rød chili.
Jeg har serveret parmesanbrød til suppen. Det er et lille grovbrød skåret i skiver, toppet med fintrevet parmesan og så en tur i ovnen, så både brød og ost bliver sprødt. Jeg havde overvejet en mildere ost på brødet, men der var et lille stykke parmesan, der skulle bruges. Heldigt var det, for det smager vildt godt til 🙂 Der er vejledning til ostebrødene nederst i indlægget.
Jeg havde en god hjemmelavet suppe i fryseren, så den har jeg brugt. Hvis du ikke har det, så brug vand + bouillonterning.
Ingredienser – 3-4 personer
1 Hokkaido græskar
2 store fed hvidløg
1 løg
1 rød chili
1 stykke ingefær (15 gram renset vægt)
0,75 l. god suppe – eller vand + bouillonterning
1 tsk. tørret rosmarin
desuden bruges 1 pakke bacon og frisk salvie til servering
Skræl ingefær, løg og hvidløg og skær det i små stykker.
Chilien befries for kerner og skæres i små stykker. Gem lidt til pynt.
Græskarret skrælles og kernerne fjernes. Skær det i grove stykker.
Varm lidt olivenolie op i en gryde og kom løg, hvidløg, ingefær og chili i.
Steg ved medium varme nogle minutter, til løgene er bløde.
Kom græskarstykkerne i sammen med suppe og rosmarin.
Kom låg på og lad suppen simre i 20-30 minutter til græskarret er mørt.
Giv suppen en tur med stavblenderen.
Ostebrød.
Kom fintrevet parmesan på skiver af brød.
Sættes i en 200 grader varm ovn ved varmluft og giv brødene ca. 5 minutter. Hold øje med dem. De skal være gyldne, men må ikke bliver mørke, for så bliver osten bitter.
Den bedste suppe jeg har lavet. Den er bare så god ,og selv mine ellers meget kræsne børn nød den alle
Det er jeg så glad for at høre Mette 🙂
Tusind tak for skøn tilbagemelding.
Hilsen Lene