Det er længe siden, jeg har lavet det sidst. Som barn elskede jeg det, og i dag har det været aftensmaden hos os. Hyggelig mad en råkold efterårsdag 🙂
Kødet har stået og simret med løg og laurbærblade det meste af eftermiddagen. Det giver en god smag. Hvis man ikke har tålmodighed – eller tid – til det, kan man koge det i kortere tid.
Og fordi det er onsdag i en ulige uge og familiehygge, har vi fået dessert – chokoladefromage med jordbærcoulis – uhmm… det er godt 🙂
Ingredienser millionbøf – 4 personer
500 g. hakket oksekød – jeg bruger magert kød
1 stort løg
3-4 laurbærblade
salt og friskkværnet peber
madkulør
meljævning
Ingredienser kartoffelmos – 4 personer
1 kg. kartofler
1-2 dl. mælk (afhænger af kartoffelsort)
25 g. smør
salt
Løget hakkes groft.
Kødet brunes i en sauterpande eller gryde.
Løg kommes i og bruner med nogle minutter.
Krydr med salt og peber.
Kom laurbærblade og 4 dl. vand i.
Læg låg på og lad småsimre i 3-4 timer.
Kartoflerne skrælles og skæres i mindre stykker.
Kommes i en gryde og dækkes med vand.
Koger under låg i 25 minutter. Kom IKKE salt i vandet.
Hæld vandet fra og sæt gryden på den varme plade på komfuret et par minutter, så kartoflerne kan dampe tørre.
Mos kartoflerne med elpisker.
Tilsæt mælk til passende konsistens.
Kom smør og salt i og rør sammen.
Laurbærbladene pilles op og sovsen jævnes med meljævning.
Koger igennem 5 minutter og smages til med salt.
Serveres med kartoffelmos og rødbeder eller asier.
Ole skriver
Mega ekstremt at lade sådan noget koge 3 – 4 timer, det er sådan noget man kan gøre med en Bolognese eller Chili Con Carne, da der er mange flere smagsindtryk, men en Millionbøf skal ikke tage mere end 15 – 20 minutter, alt andet er spild af tid og ikke mindst strøm…
Erik Eggert Hansen skriver
Har aldrig prøvet at komme laurbærblade I, det tror jeg, jeg vil prøve næste gang, giver dog Ole ret i at lade det står i flere timer ikke giver mening, jeg bruger max 30 min. så det er også en dejlig hverdags ret 🙂 forøvrigt kommer jeg også det 3. krydderi i.