Vi var på shopping i går eftermiddags.. pyh det var varmt, men super hyggeligt med indlagt kaffepause hos Baresso. Et af de meget få steder, hvor man kan få koffeinfri kaffe 🙂 Jeg fik en vanilje latte og den smagte vidunderligt. Så sidder man lige der og får en god idé. Vaniljesirup skal der jo i, og det kan man da lave selv. Jeg havde så ikke planlagt, at det skulle være i dag. Her er sommer og sol fra en skyfri himmel, men utålmodig det er jeg altså stadig… så jeg har lavet vaniljesirup og fået mig en vanilje latte – I’m in love 🙂
Siruppen er super nem og hurtig at lave. Vand, sukker og 1 god vaniljestang 🙂 Man skal være opmærksom på, at glasset man kommer det i, ikke er sådan et, der har taget lugt af det, der har været i. Mine små glas bliver brugt til vaniljesukker og dufter fantastisk.
Vaniljesirup er lækkerhed på glas, indkogt kærlighed og aromaterapi, der gør én glad i låget. Kom det i kaffe, te, varm kakao… på is, pandekager, æbleskiver, desserter.. alle steder, hvor lidt lækker vaniljesmag hører hjemme.
En lille kop stærk kaffe, lidt vaniljesirup efter behag, varm mælk og lidt mælkeskum på toppen – mums! – så er er vanilje latte 🙂
Hvis man tilføjer 2 dl. hindbær til ingredienserne, får man hindbær/vaniljesirup. Hindbærrene koges med og siruppen sies. Det smager så vidunderligt 🙂
Her på græsk yoghurt med æblemos – det er god morgenmad 🙂 Ellers kommes det på pandekager, is, æbleskiver, vafler og hvor man ellers har lyst til et dryp lækkerhed 🙂
Rabarber/vaniljesirup er også skønt. Her tilføjes 100 gram rabarber, og ellers samme fremgangsmåde som til hindbær/vanilje siruppen.
Her har vi fået det til pandekager med hindbærskum. Hindbærskum er frosne hindbær (danske lækre hindbær), der er drysset med hjemmelavet vaniljesukker, tøet og most groft med en gaffel, og blandet i flødeskum.
Ingredienser vaniljesirup
1½ dl. vand
100 g. rørsukker
1 polynesisk vaniljestang – eller en anden vaniljestang du godt kan lide
Vaniljekornene skilles ad med lidt af sukkeret.
Vand, vaniljekorn, sukker og den tomme stang kommes i en gryde og koger uden låg i ca. 5 min. Det skal begynde at blive tykt. Ingen grund til at røre i det undervejs.
Hældes gennem en si op i et lille glas.
Opbevares på køl.
Nu til noget helt andet. Jeg har fået makrolinse. Og den er jeg glad for 🙂 Hjembragt i går og leget med det meste af aftenen. Jeg afprøvede på blomster, på min smukke datter, og så fik jeg lige et selvportræt fanget i Emmas øje, og det får I lige her.
Vaniljesiruppen kom også lige tæt på – bare fordi man kan 😉
Nu vil jeg så gå ud og nyde solen og den dejlige danske sommer 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.