I dag stod jeg op og havde lyst til boller. Til lækre, bløde og velduftende boller. Jeg rodede fryseren igennem, og her var ingen. Så må man jo i gang igen 😉
Jeg holder mest af at koldhæve dej til brød og boller, altså dej med lille gærmængde, koldt vand og lang hævetid – enten på bordet eller i køleskabet – men sommetider skal det bare gå lidt hurtigere at få bollerne eller brødet færdigt. Jeg synes også, at der er noget virkelig skønt ved at stå og forme en lækker blød og lun dej, så den vinder alligevel sommetider over den koldhævede 😉
Jeg havde slet ikke tænkt, de skulle på bloggen, før det gik op for mig, at det ville være godt med en basisopskrift. Jeg bager jo ikke selv efter opskrift. Jeg laver en opskrift, efterhånden som jeg putter ting i dejen, men mange ingredienser – og forholdet mellem dem – er jo de samme, så her får I min basisopskrift på grovboller, der hæves lunt 🙂
Jeg plejer ikke at pensle mine grovboller og komme drys på, men i dag gik der pynteprinsesse i mig 😉
Normalt fryser jeg alt mit brød nybagt, så er der altid lækkert brød, men jeg lod et par boller ligge i en pose på bordet, og her dagen efter er de stadig lækre og bløde 🙂
Ingredienser – 16 boller
6 dl. lunt vand
50 g. gær
6 dl. grovmel og flager – i dag har jeg brugt 3 dl. havregryn og 3 dl. kamutmel
3 spsk. olivenolie
2 tsk. salt
2 tsk. honning
ca. 600 g. hvedemel
evt. 1 æg til pensling og drys – jeg har brugt havregryn, sesamfrø, birkes og nigella.
Kom vand, gær, den ønskede grovmel, olivenolie, salt og honning i røremaskinen sammen med noget hvedemel.
Ælt dejen godt og tilsæt hvedemel med et par skefulde ad gangen, til dejen har en blød og lidt klistret konsistens.
Hæver lunt og tildækket 1 time.
Dejen slås ned og deles i 16 stykker, der formes til boller.
Hæver tildækket i ½ time.
Pensles evt. med sammenpisket æg og drysses med ønskede kerner/flager.
Bages ved 225 grader i 15 minutter.
Køler af på rist.
Jane Kidmose skriver
hvordan gør du når du fryser dit brød, for synes mit bliver tør når jeg optøer det….
Spisestuen skriver
Jeg kommer bollerne i fryseposer, lige når de er kølet af, og fryser dem ned med det samme.
Når jeg tager dem ud fra frost, lader jeg dem ligge i posen, når de tør op på bordet.
Det synes jeg giver et fint resultat 🙂
Lone H. skriver
Tak for god og nem opskrift – fin basis, god konsistens – super børnevenlig bolle (hvor der kan sniges lidt fiber i samtidig)
Spisestuen skriver
Velbekomme 🙂
Det er også min Teens favorit til madpakken.
Tak for dejlig feedback.
Hilsen Lene