Det er det bedste ved sommeren for mig – rabarber. Søde, syrlige og masser af smag. Jeg kan ikke gå forbi rabarber uden at købe et par bundter med hjem, så jeg har haft rigeligt i fryseren i vinter.
Det er en helt “ren” rabarbersaft. Der kan tilføjes stjerneanis eller kanel, lidt citronskal (kun det gule) eller hvad man godt kan lide, hvis man gerne vil have en mere “spicy” udgave. Helt ren rabarbersmag med et strejf af vanilje – det er den, jeg bedst kan lide.
Den fortyndes med vand. Jeg synes, det er passende i forholdet 1:3. Saften vil også være skøn blandet i hvidvin, champagne eller vodka 🙂
Jeg kunne have investeret i fine flasker til at hælde saften på. Det har jeg ikke gjort, men det smager jo lige godt.
Jeg har fisket 2 tomme vaniljestænger op af glasset (hvor jeg gemmer dem i sukker, indtil der laves vaniljesukker af dem) og kogt med rabarberne. Der er masser af smag i tomme vaniljestænger.
Hvis man ønsker saft med længere holdbarhed, kan man komme atamon i (se vejledning på flasken). Den her portion er også til familiemiddag på onsdag, så den behøver ikke kunne holde så længe, og jeg er ikke voldsomt begejstret for at bruge atamon. Prøv eventuelt at google natriumbenzoat (E211) – ikke hyggelig læsning. Jeg vil hellere lave mindre portioner, som vi kan nå et få spist, og så have frugt på frost. Man kan hurtigt lave en ny portion, når man får lyst til rabarbersaft.
Sukkermængden varierer alt efter rabarbersort og årstid. Første gang jeg lavede saften, passede det perfekt med de 500 gram. Jeg har siden fundet ud af, at der sommetider skal mindre i. Så start med 300 gram og smag saften til. Den ene gang, hvor den blev lidt for sød, tilsatte jeg citronsaft, og så blev den fin og frisk.
Ingredienser – ca. 1,2 l. saft
1 kg. rabarber – renset vægt
2 tomme vaniljestænger – gerne polynesiske
½ l. vand
300-500 g. sukker
Rabarber og vaniljestænger koges under låg i vand i 20 minutter.
Si saften og hæld den i en ren gryde.
Kom sukker i og giv saften et opkog. Start med at komme 300 gram sukker i og smag til.
Hældes på glas eller flasker og lukkes med det samme.
Opbevares på køl.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.