Jeg har et stykke tid luret på at lave en paleo-venlig udgave af boller i karry. Det er en af Emmas yndlingsretter, og den er forholdsvis nem at tilpasse paleo-principperne. Man tager sin almindelige opskrift på kødboller/frikadeller og udskifter hvedemelet med 1 spsk. HUSK. Sovsen er en lidt større udfordring. Jeg har været omkring jævning af sovs med HUSK, men det tror jeg altså bliver pænt slimet, til en sovs udelukkende på piskefløde, og det er ikke et ringe alternativ, men jeg er endt på en sovs på basis af blendet blomkål og piskefløde, og den er blevet rigtig god.
Jeg har serveret mine boller i karry med dampede gulerødder og broccoli, og her kan man jo servere de grønsager, man godt kan lide som tilbehør.
Samtidig har jeg så fået indviet mit nye kamera – et Nikon D5200 – og jeg er glad 🙂 Det har så fin en farvegengivelse. Grundet en temmelig træls hovedpine blev det kun lige til et par billeder af den færdige ret, og jeg skal have leget meget mere med mit kamera, før jeg er helt tilfreds med billederne, og det kommer der nok et indlæg om en dag 🙂
Ingredienser karrysovs
3-400 g. blomkål
1 løg
3 tsk. karry
½ tsk. spidskommen
½ tsk. stødt koriander
evt. 1 tsk. gurkemeje – giver en flot farve
2½ dl. piskefløde
1 terning grønsagsbouillon
2-3 dl. kogevand fra kødbollerne – eller grønsagsvand
salt og friskkværnet peber
Blomkålen plukkes i store buketter og koges møre i vand – ca. 10 minutter.
Løget snittes fint og svitses nogle minutter i smør – uden at tage farve.
Krydderierne kommes i og steger med i 1 minut.
Blomkål, piskefløde og bouillonterning kommes i, og det hele får en tur med stavblenderen til det er fint og glat.
Der tilsættes kogevand til konsistensen er passende og sovsen koges igennem.
Smag sovsen til.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.