Et minde fra mine unge dage – jeg elskede cremelinser. I dag har jeg bagt en portion, og der dufter sødt og lækkert i huset. Linserne er leveret ud af huset, og gør lykke et andet sted i dag, men sjove at lave, det har de været.
Jeg har lavet en almindelig mørdej til linserne, men jeg har erstattet lidt af hvedemelet med finthakkede mandler. Det giver lidt ekstra bid i en ellers lidt intetsigende mørdej. Man kunne forledes til at lave lidt mere om, men det har jeg holdt mig fra i dag. Ellers tænker jeg at en kagecreme med lime eller citron og lidt krydderi i dejen ville være lækkert.
Jeg prøvede at blindbage en lille bund af “resterne” og den holdt formen fint, så dejen er også god til en tærte. Den skulle bage 15 minutter.
Og så blev der faktisk 8 linser ud af portionen. Èn røg så på gulvet, da jeg flyttede risten, så der er 7 færdige…
Ingredienser – 8 styk
250 g. hvedemel
75 g. mandler
150 g. koldt smør
125 g. flormelis
1 æg
1 portion kagecreme
Kom mandlerne i foodprocessoren først og kør til de er findelt.
Kom mel og smør i og kør kort til smørret er helt findelt.
Kom flormelis i og kør få sekunder.
Hæld ud på bordet og saml med ægget. Dejen skal kun lige samles – ikke æltes.
Lægges på et fad, dækkes med film, og sættes på køl ½ time.
Dejen deles i to.
Rul dejen ud og stik den ud i en cirkel, der er lidt større end formene, de skal bages i.
Læg dejen i formene.
Læg creme i hver.
Rul den anden halvdel af dejen ud og læg et stykke over hver som låg.
Tryk det godt sammen i kanten og tryk overskydende dej af med fingrene.
Bages ved 200 grader i 20 minutter.
Afkøler på rist.
Pyntes evt. med lidt glasur, finthakkede pistacienødder og frysetørrede hindbær.
Eva Amstrup skriver
Det er den mest fantastiske blog jeg har set længe , sikke fine kager og en rigtig flot opsætning af Ingredienser – og det færdige resultat. bare så fint
Spisestuen skriver
Tusinde tak Eva 🙂
Ute Hansen skriver
Øv øv…….jeg glædede mig SÅ meget til at bage disse, men stødte på 2 problemer. Der står f.eks. ikke. At man skal røre maizenaen ud i mælk først…….og så “kogte” al cremen ud af kagen, mens den var i ovnen…..så alt i alt en mislykket omgang for mig 🙁
Spisestuen skriver
Hej Ute 🙂
I opskriften på den bagefaste kagecreme står der:
“Pisk sukker, vanille og maizena sammen med mælken.” Så ja, det betyder, at maizena skal røres ud i mælk sammen med sukker og vanilje 😉
Det er ærgerligt, at den ikke lykkedes for dig, for det er en skøn creme til linserne.
Hvis du giver cremen et forsøg mere, og får den lavet rigtigt, skal den nok blive inde i kagerne.
Hilsen Lene