Emma elsker kød og grønsager, og synes konceptet med stenaldermad lyder godt, så vi er så småt startet i denne måned. Stenaldermad det meste af dagen, men der ryger også lidt andet ned, så fra næste måned skulle vi gerne have fundet og afprøvet mad, som Emma kan lide og som også er godt til madpakken.
Jeg faldt over to højrebsbøffer i går, der var sat rigtig meget ned. De har ligget i en marinade af soja, presset hvidløg, revet ingefær, saft af 1 lime og lidt honning. De er stegt på panden et par minutter på hver side.
Marinaden fra kødet er så kommet i en gryde sammen med grønsagerne, og det har simret nogle minutter. Der var bønner, porre og peberfrugt i gryden. Successen bestod så også i, at når bønnerne bliver lavet sådan, kan hun faktisk godt lide dem, så det er jo fantastisk.
Til mig var der en portion kylling i karry fra den anden dag, og nu jeg sidder og skriver her, ser jeg, at det jo også er stenaldermad. Det er det meste, jeg spiser nok egentlig.
Emmas madpakke i dag var grøn salat, peberfrugt og tomat og et stykke kold kyllingebryst, og lidt vindruer som ekstra guf 😉
I morgen kommer madpakken så til at bestå af salat med den anden bøf skåret i strimler over, og det bliver vist også en lækker madpakke.
Jeg er også ved at planlægge fastemad til i morgen, og jeg glæder mig 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.