Mit eneste måltid i dag på 250 kcal. er disse kikærtepandekager med en mager tunsalat af ½ dåse tun rørt op med lidt skyr og finthakket rød peber. Jeg har flere forslag til måltider på 250 kcal. HER. Der er også lige flyttet lidt stearinlys ud på køkkenbordet. Jeg plejer ellers at have rene flader at arbejde på, men lige i denne måned er det lidt hyggeligt.
Jeg plejer at faste om mandagen, men i går passede det ikke ind i planerne, så derfor blev det tirsdag. Det er jo det, der er så fedt ved det her projekt, at det er så fleksibelt. Specielt her i december med alt det guf, der produceres, er det vigtigt for mig at overholde fastedagene.
Til at starte med spiste jeg to måltider på 250 kcal. på en fastedag. Nu har jeg sat det ned til et, og tænker, at jeg på et tidspunkt inden så længe, skal prøve at faste på 0 kcal.
Det er også blevet de to dage om ugen, hvor jeg skruer lidt ned for aktiviteterne, og det har jeg brug for. Derfor gav jeg den også gas i går med udsigt til en belønning, der hedder “i morgen” skal der hygges og slappes af, og det har jeg gjort. Efter teenageren var sendt i skole, stod den på “sofa-slummer” et par timer. Rugbrødet er blevet rørt sammen og opvaskemaskinen tømt, men ellers er der ikke sket det store. Jeg har fået læst nogle sider i min bog og har hygget med teenageren. Og så har jeg fået bugt med den der lidt trælse stak på hylden, hvor betalte girokort, diverse breve, fakturaer og følgesedler mm., man ikke lige ved hvor skal være, ender i.
Aftensmaden er jeg også sluppet nemt om ved. Der var en portion grønsagssuppe i fryseren, og kikærtepandekagerne havde jeg også på frost.
I får lige et billede af mit aftensmåltid i går, for det er altså et lækkert måltid inden faste. Kikærtepandekager med flødeost, ferskrøget laks og peberrod og cornichoner på toppen. Og så lige en af de nybagte og lune gulerodsmuffins med paranødder til dessert.
Jeg havde et noget stramt og langt program her i husholdningen i går. Jeg står op lidt over seks og var i gang indtil midnat, men så er her også både vasket vinduer, gjort rent og pyntet op til jul. Der blev lavet forkælelse til teenageren i form af pizzasnegle, gulerodsmuffins med paranødder og pebernødder. Jeg fik lavet en portion æblemos uden sukker, der er frosset ned i mindre portioner og så lige rørt sammen til et rugbrød med kerner, der er blevet bagt i dag.
I morgen går det løs igen. Hele familien kommer og spiser forloren hare til aften. De fleste vil gerne have sovs og kartofler, så det får de. Jeg laver nu også råkost og salat til, for det vil jeg helst selv have. Dessert havde jeg egentlig ikke tænkt, at vi skulle have i morgen. Men på min sidste fastedag fik jeg en god idé, og den skal afprøves i morgen.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.