Det er første søndag i advent og det er den 1. december.
Den dag emmer af hygge her i familien. Vi samles og laver adventskrans sammen, spiser æbleskiver og hygger, og spiser sammen til aften.
Så kommer jeg i julehumør. De sidste uger er der bagt og julet i de små hjem, men vi skal altså lige i gang med adventssøndage og ind i december, før jeg er med på hyggen.
Chefen havde selv bagt æbleskiver i år, og de er nu ret meget bedre end dem fra frysedisken, og så med Selleberg’s kirsebærgløgg til – mums.
Aftensmaden stod på en lækker kødsovs, der havde stået og simret 4-5 timer. Lavet af et godt stykke kød skåret ud i bittesmå tern. Pastaen var skiftet ud med “sund pasta” af squash, gulerod, pastinak og rødbede, og det er altså et godt byt efter min mening. Elsker min spiralizer.
Og så overraskede chefen lige med at have lavet citronfromage til dessert.
Her pyntes op i morgen og så går jeg i gang med julebageriet og planlægningen af årets familie-julefrokost. Det er min tur i år, og jeg har tænkt mig det lidt anderledes i år. Jeg er ikke vild med kød, men har alle årene lavet leverpostej, frikadeller, flæskesteg, sylte og meget andet. I år har jeg en plan om, at jeg vil lave mad, som også jeg godt kan lide. Og mad med mange grønsager behøver altså ikke være kedeligt, og det er ikke synd, at resten af familien ikke svømmer i kød også den dag. Når vi når til min julefrokost, har de alligevel fået så meget julemad, så de er ved at være trætte af det. Og så har jeg nok bare taget en beslutning om at bruge både tid og mange penge på mad, man ikke selv bryder sig om, i bund og grund er ganske urimeligt.
Den tid den glæde. I dag er der lavet brændte mandler og guffet æbleskiver og spist god mad. Smukke adventskranse er blevet produceret, kalenderlyset er taget i brug, og julestemningen sniger sig lille så stille ind sammen med mandarinerne i skålen.
Julegaverne er indkøbt. Vi brugte en hel eftermiddag i går, en smule penge og så faldt jeg også over et par enkelte ting, jeg måtte have til mig selv. Det er altså svært med alle de dejlige ting, der bare venter på at blive båret hjem til mig.
Jeg faldt blandt andet over Poul Pava dækkerservietter – 20 kr. på tilbud. Der var mange forskellige. Jeg købte to slags, og så kan mine unger næste gang få sådan en her under deres tallerkner:
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.