Jeg havde brug for en etikette til diverse, som tips og tricks, men det er dog så kedeligt. Min søde svigersøn fandt så på: Finurlige fif og den er købt.
Det var faktisk min store pige, der introducerede mig for kokosolie. Hun kom en dag med et glas og bekendtgjorde, at det kunne bruges til ALT, også til at smøre sig ind i… Jeg var lidt skeptisk, og glasset stod vist et pænt stykke tid i skabet, men så kom jeg i gang med at lave sunde snacks og raw kage, og der skulle jo kokosolie i, og langsomt er jeg bare blevet mere og mere begejstret for den. Jeg tror faktisk, at det er Julie’s fortjeneste, at jeg fandt hele raw kage universet i min søgen efter noget, jeg kunne bruge kokosolien til <3
Alle kokosoliens sundhedsmæssige fortræffeligheder er der skrevet meget om på nettet, så det begiver jeg mig ikke ud i.
Jane fra madbanditten.dk har fint beskrevet noget af det i kort form HER
Alun.dk har også en god artikel HER
og bt.dk en artikel om brug af kokosolie til andet end madlavning HER
Jeg koncentrerer mig mere om anvendelse af kokosolie i madlavning, og jeg kan rigtig godt lide smagen – man kan også få en smagsløs, men den har jeg ikke prøvet.
Jeg køber enten Urtekram’s eller en anden god øko: “Coconut Oil of Life”.
Jeg har indtil for nylig købt det hos netspiren.dk (Urtekram’s) sammen med andre lidt specielle ting, men er begyndt at købe det i Brugsen eller Føtex, og specielt Føtex er jeg glad for. De har mange af de ting, jeg normalt kun har kunnet finde på nettet.
Kokosolie er fantastisk til at stege i. Strukturen ødelægges ikke ved opvarmning, så den egner sig rigtig godt til det. Selv efter man er færdig med at stege, ligger den som fine små perler vand på panden. Hvis man køber kokosolie med smag, er det ikke alt, der egner sig til at stege i det, men kylling elsker jeg at stege i kokosolie. De forskellige slags pandekager og klatkager, jeg laver, steger jeg i kokosolie. De fleste grønsager egner sig også rigtig godt til det. Kartofler ved jeg ikke lige med. Har ikke prøvet det, for dem spiser jeg ikke mange af.
Jeg bruger jeg en del kokosolie i forskellige snacks: Kugler lavet på en base af nødder og dadler, kommer jeg tit kokosolie i.
En af yndlingsmåderne at bruge det på, er på et nybagt stykke rugbrød. Et tyndt lag kokosolie på, og det smager fantastisk.
Jeg har hørt, at det skulle smage rigtig godt med lidt kokosolie i sin kaffe eller te. Det har jeg så til gode at prøve.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.