Jeg laver jævnligt kikærtepandekager, og tænkte at samme princip kunne bruges med græskar. Jeg har nemlig Hokkaido græskar i køleskabet, og der har det ligget et par uger, men fejler ingenting.
Jeg havde troet, at jeg kunne nøjes med græskar og æg, men det blev for flydende, så der kom også en teske fiberHUSK i, og så blev konsistensen fin. Så derfor er fiberHUSK er ikke med på ingrediens-billedet.
Jeg har serveret dem med ærtemos og rejer, der lige er ristet hurtigt på panden. Ærtemosen er lavet af 100 g. ærter, der er dampet i lidt smør. Så er der kommet et par spiseskefulde flødeost i, og det hele har fået en tur med stavblenderen – mums – det er godt!
Jeg tænker, de er gode kolde med tun eller pålæg, at man kan bruge dem lidt på samme måde som brød.
Ingredienser 6 små pandekager
½ bagt Hokkaido græskar
2 æg
½ tsk. timian
1 tsk. fiberHUSK
evt. ½ tsk. salt
Græskarret halveres og kernerne skrabes ud med en ske.
Skæres i grove stykker og kommes i et ildfast fad.
Dækkes med stanniol og kommes i en 200 grader varm ovn i 1 time.
Køler af.
Det halve græskar kommes i foodprocessoren sammen med æg, timian og fiberHUSK.
Køres til en ensartet dej.
Hviler i ca. 10 minutter.
Steges på panden i lidt kokosolie i 2-3 minutter på hver side ved ikke for høj varme.
Helene skriver
hvor mange kalorier er der i 100 gram af dem?
Spisestuen skriver
Hej Helene 🙂
Jeg regner kun kalorier ud på opskrifter, jeg har lavet til fastedage. Mine almindelige opskrifter er uden kalorieudregning.
Hilsen Lene