Jeg startede nedtrapning af Mirtazapin (antidepressiv) i november og spiste den allersidste pille for 10 uger siden. Mirtazapin har jeg fået i 9 år og før det forskellige andre antidepressiver, så med udtrapning nu, er det nok 25 år siden min hjerne har været “på arbejde” uden medicin.

Det har været en forunderlig rejse. Fantastisk at finde mig selv. Der er meget mere klart og roligt. Både i krop og sjæl. Jeg synes jo, at jeg havde det godt, men nu må jeg jo så have det fantastisk. Der er på en måde mere “orden” i hovedet på mig – og det er ikke så ringe. Alle de gode følelser har også lige fået en tak op og er mere intense. Fokus er skarpt rettet på at styrke det, der er livgivende og godt. Og alle følelser er jo gode. Dem jeg ikke gider for meget, ofrer jeg bare ikke den store opmærksomhed.

Fysisk har det været lidt hårdt. I sidste uge havde jeg “kun” hovedpine i to dage. De forløbne måneder har jeg haft hovedpine 9 ud af 10 dage, så sidste uge var fantastisk. Men så blev det mandag og migræne fra tidligt om morgenen. Det har været en slem omgang. Jeg havde det bedre i går, men er først hovedpinefri i dag, og er pænt brugt i min krop. Søvn er pænt umuligt, når man har så ondt, så jeg skal nok have en morfar i dag. Min søvn er stadig ikke for god, men i sidste uge blev det bedre. Jeg kunne nu sove omkring 6 timer afbrudt af 1 til 2 vågne perioder på ½-1 time. Det går den rigtige vej.

Min træning har der været skruet ned for. Det er simpelthen for hårdt, når jeg ikke sover mere. Jeg var i haven 3 timer i forrige weekend, og var helt død i to dage bagefter, men jeg passer min styrketræning en gang eller to om ugen, og så har cyklen fået en pause.

Mine hormoner er vist også ved at finde sig selv, for overgangsalder – som jeg troede var sikker sidste år – er helt sikker nu. Jeg har hedeture, så det fløjter, og måske det også er skyld i hovedpine og dårlig søvn… Det ved man jo ikke, så det er måske en blanding af det hele. Men ligegyldig hvad, så er det jo kun en overgang, og en helt naturlig ting at skulle igennem, så sovemedicin og hormonpiller – nej tak 🙂

Jeg bryder mig overhovedet ikke om at gå glip af for mange dage her i livet. Tre dage rykket ud af kalenderen med migræne, er tre dage hvor jeg ikke lever, hvor jeg er uden oplevelser og indtryk. Jeg har så meget, jeg skal have indhentet, så jeg har hverken tid eller lyst til at være buret inde.

Jeg startede så dagen i dag med at tage mit nye kamera med i haven, så her kommer lidt havebilleder også 😉 Alting pibler op. Haven blev plantet til sidste forår og alt kommer op. Ikke en eneste lille staude er gået til. Det er så livsbekræftende og smukt <3

En af havens tidligste og smukkeste forårsbebudere – kærmindesøster:

[Læs mere…]