Styrke, nærvær og hvedesurdej

Lørdag den 29. juli 2017 blev Lene begravet ved Højby kirke på Fyn.

En smuk dag, som forløb præcist som Lene havde planlagt. Begravet i mahogni kiste og i kirken blev der sunget “Regnvejrsdag i november” og kisten blev båret/kørt ud til “Somewhere over the rainbow”. Efter kisten var kommet i jorden blev der sunget “Dejlig er jorden”.

Sognepræst Lene Crone Nielsen holdt en meget rørende og personlig tale, som jeg her har fået lov til at citere et uddrag af:

“Jeg elsker min hvedesurdej, som bliver passet og plejet dagligt. Den giver skøn smag, en lækker sej krumme, og den har også hæveevne. Jeg tilsætter udover surdejen en smule gær til dejen, så brødet får store lufthuller. Sørg for, at din hvedesurdej er fodret ca. 12 timer før, du ælter dejen sammen. Jeg fodrer altid min om morgenen, så den er klar til at blive brugt om aftenen. Sådan skriver Lene på sin madblog Spisestuen.dk i november 2016 godt og vel et halvt år efter, hun var blevet syg. Det virker måske lidt mærkeligt at læse op fra en opskrift til en begravelse, men som I sagde denne anden dag: Vil man møde Lene og mærke det menneske hun var, så skal man besøge hendes blog. Der er det med mennesker, som er dygtige til at lave mad, at de altid får det til at lyde så enkelt: Så gør man lige sådan og sådan, og så har man det skønneste brød, kage eller madret.

Men enkelhed er i høj grad en kunst, for bag resultatet gemmer sig både grundighed, tid og engagement, og læser man Lenes linjer om lige netop hendes hvedesurdej, så får man et indblik i dette. En surdej kan ikke leve uden omsorg. Den kommer ikke af ingenting, men den skal passes og plejes for at blive til noget – ikke kun for surdejens egen skyld – men fordi den skal få alt det andet til at vokse. Det er surdejen, der giver smag og kant til brødet; fylder det med liv og luft, og gør det til noget særligt. En surdej er sart og kræver omsorg, passer man ikke på den, går den til. På samme måde er det med os mennesker: Også vi skal passes og plejes for at kunne være der for hinanden og få livet til at vokse. Man kan sige, at vi alle er et lille stykke surdej i hinandens liv, og følger man Lenes omsorgsfulde opskrift, så får man det bedste resultat.

Et af de første ord I brugte om Lene, da vi talte sammen den anden dag, var hendes styrke. Hun var en stærk kvinde, og det havde hun også brug for at være. Hendes liv var ikke altid let. Hendes styrke kom ofte på prøve, og der skulle udkæmpes mange kampe. Årstallet 2009 fik en afgørende betydning både for hende og for jer. Det blev på alle måder et vendepunkt. Hun lagde misbruget bag sig, og I kunne gradvist se, hvordan hun genfandt styrken i sit liv både fysisk og mentalt. Sagt med jeres ord, så blev hun den bedste udgave af sig selv. Ud af kaos og afmagt voksede hun frem som en stærk og omsorgsfuld mor og kvinde. Hendes glæde ved at bage og lave mad hjalp hende ud i verden og fyldte hendes dage mere og mere. At lave bloggen: Spisestuen.dk blev en gave – ikke bare for hende selv – men også for hendes mange trofaste følgere.

Der ligger en uendelig stor omsorg i at bage en lækker kage og lave et godt måltid til andre, og det kunne Lene, og det mærkede I tilfulde. Hun elskede at samle jer omkring et lækkert måltid – og viste jer derigennem, hvor meget I betød for hende. Nærvær er også et vigtigt ord, som I bruger om Lene. Hun elskede sine tre små børnebørn og skabte ro og nærvær om dem på en helt særlig måde. – Der har været utallige hyggestunder med farmor og mormor, og sorgen over alt det, som både hun, I og børnene ikke kommer til at opleve sammen, er næsten ikke til at bære.

Den sidste tid I havde sammen, var også præget af nærvær – både i ord og handling. I hørte hende aldrig beklage sig over sin sygdom; det var ikke hende selv men jer, hun tænkte på og havde omsorg for. På trods af sygdom og afmagt var der plads til humor og gode grin og hun hjalp jer igennem den sidste intense og svære tid. I kraft af sin styrke, sin ro og sit nærvær, så gav hun jer noget at bygge videre på. Noget I kan tage med jer som et lille dryp af en surdej – kunne man sige – noget som vil få jeres liv til at vokse og give det indhold og smag. I gav hinanden det dyrebareste man kan give: jeres liv og jeres kærlighed. Gennem ord og handlinger skabte I et liv sammen båret af stor omsorg og nærvær.

At skulle tage afsked med et elsket menneske kan føles så uendelig meningsløst. Men på trods af meningsløsheden; af afmagten og smerten, så er der alligevel så meget, der giver mening: at give af sit nærvær og være til stede, sådan som I har gjort og været der for Lene og for hinanden. Når vi mister, har vi ikke hinanden mere, men kærligheden forsvinder ikke: alt det Lene var i jeres liv med hele sin person, og det hun stod for. Hendes omsorg og kærlighed – hendes styrke og evne til nærvær – alt det I respekterede og beundrede hende for. Dét forsvinder ikke med hende, men det lever videre i jer. For at bruge hendes egne ord om dette, så gav hun sin del til den uendelige kærlighedssuppe, som I altid kan øse af; på samme måde som man øser af en livgivende kilde, der giver næring og kræfter til livet.”

Det var Lenes ønske at Spisestuen.dk skal fortsætte som opslagsværk, og det vil jeg derfor sikre den gør.

Steen