Jeg elsker min hvedesurdej, som bliver passet og plejet dagligt. Den giver skøn smag, en lækker sej krumme, og den har også hæveevne. Jeg tilsætter udover surdejen en smule gær til dejen, så brødet får store lufthuller. Sørg for, at din hvedesurdej er fodret ca. 12 timer før, du ælter dejen sammen. Jeg fodrer altid min om morgenen, så den er klar til at blive brugt om aftenen.
Hvis du ikke har en hvedesurdej stående på køkkenbordet, kan du erstatte mængden af hvedesurdej med vand, og så sætte gærmængden op til 10 gram. Det giver også skønne brød.
Jeg ville have bagt mine flutes på bagestålet, men jeg har været alene hjemme i dag, og det er udelukket, at jeg kan løfte det, men det giver også et godt resultat uden.
Den bølgede flutes-plade jeg har brugt, hjælper lidt med at holde på faconen, men tit bager jeg dem bare på en helt almindelig bageplade. Det gør ikke den store forskel.
Et skønt brød til maden eller til sandwich.
Ingredienser – 4 flutes
½ dl. hvedesurdej – fodret ca. 12 timer før
4½ dl. koldt vand
5 g. gær
600 g. hvedemel
1½ tsk. salt
Kom alle ingredienser i skålen til røremaskinen, og sæt spaden i. Du kan også slå dejen sammen med en grydeske. Tålmodighed og armkræfter kræver det. Sådan lavede jeg dejen, inden jeg fik køkkenmaskine for år tilbage 🙂
Rør ved medium hastighed, til dejen samler sig om spaden og slår mod skålen. Det tager ca. 5-8 minutter.
Skift til dejkrogen, og fortsæt ved medium hastighed, til dejen slipper skålens sider og bund. Det tager 10-15 minutter. Gå ikke for langt fra maskinen, for den har måske brug for, at du lige lægger en hånd på den, så den ikke vælter, når der æltes ved god hastighed.
Dejen er blank og meget elastisk. Du skal kunne tage dejen op mellem fingrene og strække den, uden den brister.
Hæld dejen i en beholder smurt med lidt olie. Min beholder rummer 3 liter. Læg låg på beholderen. Du kan også bruge en skål, der dækkes med husholdningsfilm.
Sættes på køl i 12 timer.
Hæld forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord, og drys også mel ovenpå dejen.
Skær forsigtigt dejen i 4 lange stykker. Undgå at trykke for meget luft ud af dejen.
Jeg drejer hvert stykke dej forsigtigt en enkelt gang.
Læg dem på bageplade. Bølgeformen her skal ikke smøres.
Sættes i en 250 grader varm ovn ved almindelig ovn i 10 minutter. Så sænkes varmen til 225 grader, og de bages i 10 minutter mere.
Køler ned på en rist.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.