“De smager fandme godt!” – “De er jo helt fantastiske!” – jubler chefen, da han prøvesmager et nybagt og lunt kærnemælkshorn 🙂
Jeg tror på ham. De er i hvert fald sprøde, fede og søde 🙂
Det er et rent stop-spild-af-mad projekt. Der var en sjat kærnemælk i køleskabet, og så kom jeg i tanke om kærnemælkshornene. Jeg har været en tur på google, og traditionelt er de lavet af lige dele mel og smør (eller rettere margarine, men det bruger jeg ikke) og så en smule kærnemælk. Dejen tilsættes også lidt sukker. Jeg har lavet en remonce af smør, sukker og marcipan og kommet i hornene.
Jeg har bagt alle 24 kærnemælkshorn i dag. En anden gang har jeg tænkt mig at fryse nogen af dem ned. Jeg fryser de rå horn. Når de så skal bages, tages de ud fra frost og tør en times tid på køkkenbordet, inden de kommer i ovnen.
Jeg har taget udgangspunkt i brødrene Prices opskrift på dejen.
Ingredienser – 24 styk
dejen
500 g. hvedemel
500 g. koldt smør
3 spsk. rørsukker
2 dl. kærnemælk
remonce
150 g. blødt smør
150 g. rørsukker
150 g. marcipan
desuden bruges 1 æg + 2 spsk. mælk til pensling og lidt rørsukker og hakkede mandler til drys.
Kom mel, rørsukker og smør i foodprocessoren.
Giv det en kort tur, til smørret er findelt sammen med melet.
Kom det i en skål og hæld kærnemælken i.
Saml dejen lidt, og hæld den ud på bordet.
Saml dejen færdig. Den skal ikke æltes for meget, men bare samles.
Læg dejen på køl i 3-4 timer – eller gerne natten over.
Mens dejen er på køl, laves remoncen. Alle ingredienser til den røres sammen i en skål.
Tag dejen ud og del den i 3 stykker.
Rul hvert dejstykke ud på et melet bord til ca. 35 cm.
Skær dejen i 8 stykker.
Læg remonce på hvert dejstykke. Jeg har vejet remoncen af, så der er ca. 18 gram i hvert horn 😉
Rul hornene sammen fra den brede ende.
Lægges på bageplade.
Pensles med sammenpisket æg og drysses med hakkede mandler og lidt rørsukker.
Bages i en 180 grader varm ovn ved almindelig ovn – i midten af ovnen – i ca. 20 minutter til de er gyldne og sprøde.
Nyd dem gerne nybagte og lune.
Tatiana skriver
Hvad kan man bruge i stedet for en foodprocessor?
Spisestuen skriver
Du kan bruge en kniv til at hakke smørret i melet med. Evt. fingerspidserne, men pas på ikke at stå med det så længe, så det bliver varmt.
Hilsen Lene
Tatiana skriver
Tusind tak for svar
Jeg fik fat i en foodprocessor, men der gik ikke så godt, da jeg må have brugt det forkerte blad.
Selve bladet sad langt oppe ift skålen, så det var kun det øverste af dejen der blev rørt.
Men nu hviler dejen i køleskabet
Tove Basse skriver
Uhmmmm igen en lækker opskrift fra din side. Havde lige købt en l kærne til en flad 5er, det må der være en mening med :-)’
Spisestuen skriver
Det er jo helt perfekt <3
Forsat god weekend 🙂
Hilsen Lene
Anita skriver
Hej
sikke flotte og lækre horn du har lavet ..
men jeg må have dig til at fortælle mig hvordan du gør, så fyldet bliver i hornet .. for jeg har simpelthen aldrig lykkedes med det, og det er ikke sjovt når alt fyld koger rundt om hornene !
Venlig hilsen
Anita
Spisestuen skriver
Her bliver jeg dig svar skyldig. Synes ikke rigtig jeg gør noget. De er bare rullet sammen og lagt på plade. Måske jeg bukkede dem en smule i siderne.
Men når marcipanen blandes med remoncen, løber det ikke så nemt.
Hilsen Lene
Anita skriver
Hej Lene
tusind tak for svar .. jeg må prøve, og håbe det bedste .
opskriften er printet og ligger klar på køkkenbordet
venlig hilsen
Anita
Anita skriver
Hej lene
synes lige jeg vil fortælle dig at jeg nu har bagt hornene efter din opskrift ..og ikke en eneste dråbe fyld er flydt ud under bagningen, det er helt fantastisk..
god weekend
Venlig hilsen
Anita
Spisestuen skriver
Det er jeg bare rigtig glad for at høre. Det er så ærgerligt, når det bare ligger på pladen.
Hilsen Lene
Birgit skriver
Jeg gør det at jeg folder spidserne ind mod midten inden jeg ruller sammen, så bliver alt guffe inde i hornet
Finn Eskildsen skriver
Hej . Ser ud til at være nogle gode horn . Men bliver de ikke meget tunge , når der slet ikke er noget hævemiddel i ?
Hilsen Finn .