Der er ikke mange af den slags kager her på bloggen, men sommetider får jeg altså lyst til at lege med tyller, og så er smørcreme godt. Jeg har lagt kagen sammen med smørcreme. Kagen er smurt op med smørcreme, og kagen er dekoreret med smørcreme.
Kagebunde med vanilje og smørcreme med vanilje, det giver en vanilje lagkage 🙂 og chefen er vild med den, kan jeg hilse og sige <3
Jeg har lavet en portion smørcreme med lige dele smør og flormelis. Den har jeg lagt kagen sammen med, og jeg har også brugt den til at smøre op med. Den resterende smørcreme, som jeg har brugt til dekoration, har jeg tilsat lidt mere flormelis, så den er mere fast i det.
Cremen kan tilsættes citron- appelsin- eller limeskal og saft.
Du regulerer konsistensen på smørcremen med flormelis, hvis din creme er blevet for tynd. Hvis cremen er blevet for tyk, kommer du lidt mælk eller saft fra citrus i cremen.
Bundene har jeg lavet en opskrift på tidligere i dag, så kig forbi “Kagebunde med yoghurt” 🙂
Og så var der lige én der gik amok med et kamera 😀
Ingredienser – til fyld og frosting af en kage på 20 cm. i 3 lag 🙂
500 g. stuetempereret smør
750 g. flormelis
korn af 1 vaniljestang
2 past. æggeblommer
evt. lidt mælk til at justere konsistensen på cremen med
Kom smørret i skålen til røremaskinen og sæt spaden på. Du kan også bruge elpisker.
Pisk/rør ved medium/høj hastighed i 5 minutter, til smørret er lyst og luftigt.
Kom 500 g. flormelis, vaniljekorn og æggeblommer i.
Start med at røre ved lav hastighed, ellers har du flormelis i hele køkkenet 😉 Når flormelissen er rørt sammen med smørret, sætter du hastigheden op til medium/max. Smørcremen røres/piskes i 5-10 minutter til den er lys og luftig.
Læg en kagebund på et fad, og kom en god klat smørcreme på. Jeg har lagt kagebunden på et stykke kagepap på et drejefad. Drejefadet er en hjælp, når kagen skal smøres op. Du kan sagtens smøre kagen op uden at have et drejefad.
Bred smørcremen ud over bunden.
Læg en bund mere på, og mere smørcreme.
Smørcremen smøres ud, og den sidste bund lægges på. Læg en god klat smørcreme på toppen.
Bred smørcremen ud over hele kagen i et tyndt lag.
Sæt kagen på køl i 10-15 minutter.
Nu lægges en god klat smørecreme mere på 😉 og kagen smøres pænt op.
Brug så kort eller lang tid på det, som du har lyst til. Jeg ved, at jeg kan smøre en kage skarpere op, men her er jeg altså begrænset. Jeg kan ikke stå og bukke mig ned, så kagen bliver som den gør. Og helt tosset, ser det nu ikke ud 🙂
Skålen med resten af smørcremen sættes i røremaskinen igen, og der tilsættes mere flormelis, til cremen bliver lidt fastere i konsistensen.
Fordel nu smørcremen i det antal skåle, som du ønsker forskellige farver.
Jeg bruger pastafarver til at farve smørcreme med. Det ændrer ikke på konsistensen af cremen.
Jeg har ikke lavet en how-to på at tylle blomster og blade. Det er muligt, at jeg laver en video på et tidspunkt, men der er masser af videoer på nettet, der viser, hvordan du laver blomster og blade af smørcreme.
Sæt smørcreme-blomsterne på frost i ca. 15 minutter. Så er de nemme at sætte på kagen. Bladene tylles på til sidst.
Jeg fik en del blomster tilovers. De står i fryseren, og ender på en lagkage eller på muffins en dag.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.