Lækker søndagsmenu hos os i dag 🙂
Rødspættefileterne kan du erstatte med anden fisk. Torsk eller laks ville også være lækkert.
Det ville være nemt, hvis man bare kunne komme de rå porrer og champignon i fadet. Det kan man for så vidt godt, men porrerne vil blive ved med at være rå, og champignon smider en masse vand, så begge dele får en tur på panden først. Rejerne er fra frost, så de kom også en tur på panden. De smider nemlig også en masse vand, når de tør. Hvis du ikke bruger frosne rejer, behøver de ikke på panden først.
Jeg har brugt de brune champignon. Masser af smag er der i dem, men du kan sagtens bruge de hvide champignon.
Vi har fået broccolimos til – igen igen – men det er jeg ret vild med 🙂
Jeg er vist kommet med fiffet før, men du får det lige igen. Hvidvin er en fantastisk smagsgiver i retter som denne. Jeg har som regel hvidvin i fryseren. Jeg fryser det ned med 1½ dl. i fryseposer. Så er der altid vin til madlavning – uden nogen behøver at drikke resten af flasken 😉
Ingredienser – 3-4 personer
500 g. rødspættefileter
250 g. rejer – fra frost
3 porrer
250 g. champignon
1½ dl. hvidvin
2½ dl. piskefløde
Champignon renses og skæres i mindre stykker.
Porrerne renses og skæres i mindre stykker.
Varm en pande op med en god klat smør, og kom champignon på.
Steg dem ved god varme i nogle minutter.
Tag champignon af panden og kom porrerne på.
Steg dem i et par minutter, til de bliver blanke i det og falder lidt sammen.
Tag porrerne af panden og kom de frosne rejer på.
Rejerne skal tø og væden koges væk.
Tag rejerne af panden, og kom hvidvin og fløde i.
Kog det ind i nogle minutter, og smag til med salt og peber.
Porre, champignon og reje blandingen kommes i et ovnfast fad.
Hæld flødesovsen over.
Læg rødspættefileterne på, og drys dem med salt og peber.
Sæt fadet i ovnen i 20-25 minutter.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.