Skøn chokoladekage med let syrlig hindbærskum på toppen. Det er en kage, der ikke tager lang tid at bikse sammen.
Server kagen til en kop kaffe eller brug den til dessert.
Jeg har brugt hindbær direkte fra frost. Ingen grund til at koge dem, for de er plukket her på Fyn i sommer. Hvis du køber udenlandske frosne hindbær, skal de koges – og køles ned – inden de kan bruges.
Kagen er let og lækker, og ikke spor tør. Dejen kunne også bruges til bunde i en lagkage.
Ingredienser – 1 kage bagt i en 20 x 20 cm. form
kagen
125 g. hvedemel
50 g. kakao
½ tsk. natron
1½ tsk. bagepulver
1 æg
½ dl. solsikkeolie – eller anden smagsneutral olie
150 g. rørsukker – kan erstattes af almindeligt sukker
korn af 1 vaniljestang
1 dl. mælk
1 dl. stærk kaffe – kan erstattes med vand
hindbærskum
2½ dl. piskefløde
1 spsk. flormelis
korn fra 1 vaniljestang
100 g. hindbær – mine er fra frost
Bland mel, kakao, natron og bagepulver i en skål.
Skil vaniljekornene ad med lidt af sukkeret.
Kom æg, olie, sukker, vanilje og mælk i en skål, og pisk det sammen.
Bland den våde blanding med melblandingen og pisk dejen godt sammen – 1-2 minutter med elpisker.
Rør kaffen i til sidst.
Hæld dejen i en form på 20 x 20 cm.
Bag kagen i en 175 grader varm ovn i ca. 30 minutter.
Køl kagen af i formen i ca. 15 minutter.
Løft kagen ud af formen, og køl den ned på en rist.
Når kagen er kold, kan der kommes hindbærskum på.
Til hindbærskum moses de frosne/halvtøede hindbærrene groft med en gaffel.
Skil vaniljekornene ad med flormelis.
Pisk fløde og flormelis/vanilje til en lidt fast flødeskum.
Vend hindbærrene i flødeskummet.
Bred hindbærskummet ud over den kolde kage. Jeg har skåret kanterne på kagen af, men det er ikke nødvendigt.
Ulla Bergen Martinussen skriver
Kære Lene
Endnu en pragtfuld kage, som var supernem at lave og som smagte himmelsk.
Den næste kage jeg vil prøve at bage, bliver nok chokoladekage med mokkafromage.
Du har virkelig fået mig til at bage kager, jeg aldrig tidligere ville have bagt.
TUSIND TAK.
De varmeste hilsner
Ulla
Spisestuen skriver
Tusind tak for din søde kommentar. Jeg bliver så glad, når jeg kan inspirere.
Rigtig god fornøjelse med flere skønne kager.
Hilsen Lene
julie skriver
kan man smøre hindbærskummen op af en kage eller er den for tynd ?
Rikke skriver
Er det varmluftovn eller all ovn
Jane skriver
Hej
I hindbær skummet bruger du flormelis –
Kan man måske erstatte det med
Perfect fit så den kan bruges i en sukkerfri kage