Jeg har udviklet en opskrift på et nemt rugbrød uden surdej. Dejen røres sammen, hældes i formen, hæver en times tid, og så er det klar til at blive bagt. Så bliver det ikke meget nemmere 🙂
Rugbrødet er uden surdej, og det er mildt og dejligt i smagen, og det er der en del her i familien, der rigtig godt kan lide 🙂
Brødet er med masser af rugkerner, men ikke frø som solsikke- og græskarkerner. Umiddelbart kan du ikke erstatte rugkernerne med frø, men du kan sagtens tilsætte et par håndfulde frø, hvis du gerne vil have det i dit brød.
Jeg har lidt brændt maltmel i dejen. Det farver og giver også smag. Jeg har købt det hos Bagetid.dk. Du kan sagtens undlade det.
Jeg vil have afprøvet at koldhæve brødet. Alle ingredienser skal så være kolde, og brødet hæver i køleskabet natten over. Jeg vender tilbage med resultatet her.
Jeg har nu prøvet en koldhævet version af rugbrødet, og det er faktisk endnu nemmere end det her, og så gør det lige lidt ekstra for smagen med timerne på køl. Jeg kan varmt anbefale dig at kigge forbi “Det nemmeste rugbrød”.
Ingredienser – 1 stort brød bagt i en 3 liters form
300 g. knækkede rugkerner
6 dl. vand
3,3 dl. mørk øl – kan erstattes med vand
1 dl. yoghurt naturel – eller andet surmælksprodukt
25 g. gær
150 g. hvedemel
600 g. rugmel
2 tsk. brændt maltmel
1 spsk. groft salt
1 spsk. ahornsirup – eller honning
Kom rugkerner og vand i en gryde, og kog det under jævnlig omrøring i ca. 5 minutter. Det bliver tykt og grødagtigt.
Hæld det i røreskålen til køkkenmaskinen, og lad det køle ned til godt lunt.
Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen (jeg bruger spaden) i 5-10 minutter ved medium hastighed.
Dejen kommes i formen og glattes ud.
Hæver lunt og tildækket i 45 minutter – 1 time. Det skal nå kanten af formen. Hævetid er afhængig af temperaturen i din dej og i køkkenet, så den er svær at angive præcist.
Prik brødet med en lang kødnål – eller andet tyndt – forsigtigt og hele vejen til bunden af formen, ca. 20 prik fordelt i hele brødet 🙂
Brødet bages i en 180 grader varm ovn ved almindelig ovn i 1 time og 45 minutter.
Vend brødet ud af formen, og køl det ned på en rist.
Hvis du ikke ønsker sprøde kanter på brødet, køler det ned pakket ind i et fugtigt/hårdt opvredet viskestykke.
Når det er koldt, opbevares det i frysepose ved stuetemperatur.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.