Jeg har brugt dejen fra “Pølsehorn med majsmel”, og tilsat lidt ekstra 🙂 Det er en skøn dej, der giver et svampet, luftigt og lækkert brød.
Jeg har lavet 2 store “runde brød”, der består af små boller, der er sat sammen. Sæt brødet på bordet, og lad folk selv brække bollerne af, så holder de sig også bløde og lækre.
Det er et skønt brød til mad eller suppe – måske til chili con carne 🙂
Ingredienser – 2 runde brød med 42 små boller i alt
dej
3 dl. lunt vand
200 g. yoghurt naturel
50 g. gær
200 g. groft majsmel
700 g. hvedemel
2 æg
100 g. blødt smør
2 tsk. salt
1 spsk. rørsukker
fyld
1 stor frisk jalapeno hakket mellemfint
100 g. grofthakkede sorte oliven
150 g. moden cheddar skåret i små tern
desuden bruges 1 æg + 2 spsk. mælk til pensling
Kom alle ingredienser til dejen i skålen til røremaskinen, og ælt dejen godt i 10-15 minutter.
Kom ingredienser til fyldet i, og ælt forsigtigt til det hele er godt fordelt i dejen.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i 45 minutter.
Dejen deles i to, og hver dejklump deles i 21 små boller, der sættes sammen til et rundt brød på bageplade. Sæt de små boller med ca. 1 cm. i mellem.
Efterhæver lunt og tildækket i 30 minutter.
Pensles med sammenpisket æg og mælk.
Bages ved 220 grader almindelig ovn i ca. 15 minutter.
Køler ned på en rist.
Server gerne brødene lune, og måske med hvidløgssmør 🙂
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.