Lune og møre æbler, der smager skønt af kanel og kardemomme – dækket af et sprødt låg med vanilje og ristede hasselnødder. Ikke et øje er tørt, og jeg danser en stille happy dance i køkkenet 🙂
På toppen er der kommet en kugle rom og rosinis, og det passer altså helt perfekt til. En god vaniljeis er også skøn på, eller du kan servere flødeskum eller creme fraiche til din crumble.
Dessert hos os sådan en helt almindelig mandag aften – bare fordi vi havde lyst 🙂
Jeg har brugt dampede Piemonte hasselnødder. Hvis du ikke har sådan nogen i skabet, kan du bruge almindelige hasselnødder, der ristes i 5-10 minutter i en 200 grader varm ovn ved almindelig ovn, og så nulres skallen af dem i et viskestykke bagefter. Du kan også erstatte de ristede hasselnødder med mandler eller andre nødder.
Og så kom der is på 🙂
Den er ikke køn, når man spiser af den, men hold nu op, det smager godt!
Ingredienser – 4 portioner
600 g. æbler – renset vægt
1 tsk. kanel
½ tsk. kardemomme
50 g. hvedemel
50 g. koldt smør
50 g. rørsukker
korn af ½ stang vanilje
50 g. ristede hasselnødder
Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær dem i tern. Drys med kanel og kardemomme.
Vend godt rundt i æbleternene, så krydderierne fordeles.
Fordel æblerne i 4 ovnfaste små skåle. Mine rummer lige knap 3 dl.
Til crumble dejen kommes mel og smør i mindre stykker i en skål.
Nulr det sammen med fingrene.
Skil vaniljekornene ad med lidt af sukkeret.
Hak nødderne groft.
Kom vaniljekorn, grofthakkede nødder og sukker i skålen.
Bland massen sammen. Det er nemmest lige at gøre med fingrene.
Fordel dejen i klatter over æblerne.
Bages i en 180 grader varm ovn ved almindelig ovn i 25-30 minutter.
Server dem lune eller ved stuetemperatur, og gerne med is, flødeskum eller creme fraiche.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.