Det er både nemt og lækkert mad. Kyllingen lægges i marinade nogle timer. Ellers skal den bare i ovnen, spidskålen snittes, og så er maden næsten færdig 😉
Der har også sneget sig broccolimos med på tallerkenen, for det er jeg helt pjattet med for tiden. Så nemt og lækkert, og det får du også vejledning til her i indlægget.
Jeg har tidligere forsøgt mig med at smøre kylling med sennep, drysse med rasp og så i ovnen med det. Det er jeg ikke fan af, så den middag endte ikke på bloggen 😉 men den her udgave er jeg vild med!
Smørdampet spidskål med pistacienødder tager kun få minutter at bikse sammen, og det smager fantastisk 🙂
Ingredienser – 3-4 personer
4 styk kyllingebryst
purløg til drys på den færdige kylling
marinade
1 spsk. olivenolie
3 spsk. sennep – jeg har brugt taffelsennep
3 spsk. honning
saft af 1 lille citron
½ tsk. tørret salvie
friskkværnet peber
smørdampet spidskål
1 spidskål
25 g. smør
1 håndfuld pistacienødder
saft af 1 lille citron
salt og friskkværnet peber
broccolimos
1 broccoli
2 spsk. flødeost
salt og friskkværnet peber
Start med at piske ingredienserne til marinaden sammen.
Skær kyllingebrysterne over i to stykker på langs, og læg dem i marinaden.
Dæk fadet med film, og sæt det på køl i minimum 4 timer – gerne natten over.
Læg kyllingestykkerne i et ovnfast fad og hæld marinaden over. Drys kyllingestykkerne med salt.
Sættes i ovnen ved 180 grader almindelig ovn i 30-45 minutter, til kyllingen er gylden og gennemstegt. Drys med purløg ved servering.
Til den smørdampede spidskål snittes kålen fint.
Smørret smeltes i en sautepande (eller stor gryde). Det skal ikke brune.
Kom kål, pistacienødder og citronsaft i, og damp kålen under jævnlig omrøring i 3-4 minutter.
Smag til med salt og peber.
Så er den klar til servering.
Til broccolimosen skæres broccolien ud i større stykker. Tag gerne det pæne af stilken med.
Kog broccolien mør i ca. 5-7 minutter.
Hæld vandet fra, og giv broccolien en tur med stavblenderen.
Rør flødeost i, og smag til med salt og peber.
Letten skriver
Hvor køber du pistacie nødder? Syntes de usaltede er ret dyre.
Spisestuen skriver
Dem køber jeg hos Nøddebazaren 🙂 De har vildt lækre nødder, og de forhandler også rigtig mange økologiske nødder.
Louise Petersen skriver
Er det en skrivefejl at kyllingen skal have så lang tid ? Synes 20 min plejer at være rigeligt.
Spisestuen skriver
Det er ikke en skrivefejl 😉 Jeg kan godt lide, når kyllingen er godt mør, men du kan sagtens stege den omkring 20 minutter, hvis du godt kan lide mere saftigt kyllingekød. Det kan jeg bare ikke. Jeg er lidt pudsig på det punkt 🙂
Hilsen Lene