Jeg fik øje på et blomkål i grøntsagsskuffen 😉 og kom i tanke om en ret med blomkål, jeg har set Bo Bech lave i et tv-program for nogle år siden. Han brugte et helt blomkål, og en anden fremgangsmåde; men blomkål, sennep og rasp er det samme 😉
Jeg har brugt en almindelig sennep. Du kan bruge en Dijon sennep, men den er noget stærkere. Jeg vil gerne have masser af sennepssmag, og det synes jeg lykkes ret godt med en almindelig sennep.
Serveret til aften sammen med broccolimos og langtidssimret godt krydret hakket oksekød. Der er vejledning til begge dele nederst i indlægget.
Ingredienser
1 blomkål
3-4 spsk. sennep – jeg har brugt taffelsennep
2-3 spsk. rasp
Blomkålen deles i store buketter.
Bring en gryde med vand og lidt salt i kog, og læg blomkålsbuketterne i.
Kog blomkålsbuketterne i ca. 4 minutter. De skal stadig have noget bid.
Lad blomkålsbuketterne dryppe godt af, og læg dem på en bageplade.
Pensl dem med sennep.
Drys med et tyndt lag rasp,
Sættes i en 210 grader varm ovn med varmluft i ca. 20 minutter, til de er gyldne.
broccolimos
1 stort broccoli
2-3 spsk. flødeost
salt og friskkværnet peber
Broccolien renses, og hovederne og det pæneste af stilken skæres groft ud og kommes i koldt vand i en gryde.
Bringes i kog, og koger i ca. 5 minutter under låg, til den er mør.
Vandet hældes fra, og broccolien får en tur med stavblenderen.
Kom flødeost i, og smag mosen til med salt og peber.
Langtidssimret hakket oksekød
Kødet brunes godt på en pande i halv smør og halv olivenolie.
Krydr kødet godt. I dag har jeg krydret med chili, hvidløgspulver og paprika – og selvfølgelig salt og friskkværnet peber.
Kom 1 dl. vand i panden, og læg låg på.
Kødet simrer nu ved svag varme i 1 time. Fyld evt. lidt mere vand på, hvis det koger tørt.
Efter en times tid tages låget af, og der skrues op for varmen, så vandet fordamper.
Du har nu noget mørt og lækkert kød med masser af smag.
Webmaster godkender kommentarer til indlæggene, men de besvares ikke.